10 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fogh vil fremme bonusløn

Fogh vil fremme bonusløn

Tirsdag, 12. august, 2008, 00:00:00

Statsministeren vil nedsætte en kommission, som skal se på faglige krav om ligeløn. Men den skal samtidig fremme bonusløn i det offentlige

Social- og sundhedsarbejderen, der hjælper med at indføre nye reformer på plejehjemmet, eller sygeplejersken der tager overarbejde, skal belønnes individuelt for den ekstra indsats.
Det er budskabet i regeringens udspil til en fremtidig lønkommission, som statsministeren fremlagde i weekenden.
- Vi er parate til at se på, om lønstrukturerne i det offentlige afspejler nutidens forhold. Til gengæld vil vi så ønske at drøfte, hvordan man kan udvikle mere spændende lønsystemer - altså belønne den gode indsats, siger Anders Fogh Rasmussen til Politiken.
Selvom de offentligt ansattes fagforeninger i mange år har kæmpet mod individuel løn, er formand for fagforbundet FOA, Dennis Kristensen, ikke afvisende overfor statsministerens idéer.
- Jeg synes fint at man kan belønne den enkelte medarbejder, der giver den en ekstra skalle, sålænge vi holder fast i aftaleretten. Men det er uligelønnen der er det mest presserende lønproblem på det danske arbejdsmarked. Derfor bør vi starte med en ligelønskommission før vi ser på andre lønspørgsmål, siger han til Arbejderen.
Om lønkommissionen kommer til at handle om bonusløn eller ligeløn, kommer an på både sammensætning og kommissorium, vurderer arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, Henning Jørgensen.
- Fagbevægelsen må kæmpe for et ordentligt grundlag, hvis ikke det skal gå som det plejer, at Fogh håndplukker medlemmer, der i forvejen er enige med regeringen, og ligelønsspørgsmålet fortoner sig, siger han til Arbejderen.
Dennis Kristensen anbefaler, at ligelønskommissionen skal nedsættes af uafhængige eksperter, som for det første skal fastlægge et entydig lønbegreb til sammenligning af mande- og kvindefag, for det andet identificere områder hvor ligelønnen halter og endelig komme med anbefalinger til handling.
- Og så er det klart, at der må penge på bordet, slår forbundsformanden fast.
Men Henning Jørgensen tvivler på, om det vil lykkes at nedsætte kommissionen.
Anders Fogh Rasmussen har nemlig betinget sig, at fagbevægelsen bliver enige om bonuslønspørgsmålet først.
- Der er meget langt fra LO-forbundene til akademikerne på det punkt, og det ved statsministeren også godt, påpeger arbejdsmarkedsforskeren.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. aug. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland