11 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Klonet kød trods forbud

Klonet kød trods forbud

Torsdag, 14. august, 2008, 00:00:00

For tre år siden vedtog Folketinget en lov, der forbyder produktion af klonet kød i Danmark. Nu vil regeringen tillade import af kød fra klonede dyr

Folketinget vedtog i 2005 en lov, der forbyder kloning af dyr til fødevareproduktion. Men hvis det står til den konservative fødevareordfører Knud Kristensen, vil importeret klonet kød snart finde vej til de danske kølediske.
- Vi er på vej ind i en helt anden verden, hvor vi vil se nogle helt nye produktionsformer, herunder også import af klonede fødevarer, siger han til Arbejderen, og forklarer, at det især skyldes de mange restriktioner ved traditionel produktion af kød i Danmark.
Knud Kristensen er dermed på linje med sin partifælle, fødevareminister Eva Kjær Hansen, som for nylig i et svar til Enhedslistens fødevareordfører Per Clausen fastslog, at regeringen arbejder for at gøre salg af klonet kød lovligt, når EU`s Novel food-forordning skal revideres.
Novel food er fødevarer, der er skabt eller ændret udenfor naturen, som for eksempel genmodificeret majs. De gældende regler tillader ikke salg af kød og mælk fra klonede husdyr, men det er ministeren villig til at ændre på, hvis produktionen sker 'etisk forsvarligt'.
Den holdning bringer til gengæld regeringen på kollisionskurs med Dyreetisk Råd. Her undrer formanden, professor Peter Sandøe, sig over regeringens udmelding.
- Både EU-Kommissionens etiske rådgiver European Group of Ethics og Dyreetisk Råd mener, at husdyrproduktion af klonede dyr er uetisk, så fødevareministeren må have sine egne etiske standarder et eller andet sted fra, siger han til Arbejderen.
Han undrer sig også over, at fødevareministeren vil lave EU-reglerne om i strid med den lov om kloning og genmodificering af dyr, der blev vedtaget i 2005 af regeringen, socialdemokrater og Radikale.
- Loven siger, at vi i Danmark gerne må klone dyr, hvis det tjener til at lave biomedicinsk forskning, som ikke kan udføres på anden måde, men landbrugsformål anses ikke som etisk forsvarligt.
Ifølge Peter Sandøe er det etiske problem med kød fra klonede dyr, at produktionen er meget ineffektiv.
- Det er kun meget få dyr, der bliver til noget. De andre går ikke bare til på et tidligt stadium, men bliver født med misdannelser, siger han.
Han understreger, at Dyreetisk Råd først og fremmest er imod husdyrproduktion af klonede dyr på grund af dyrevelfærd.
- Nogle synes, det er klamt at lave om på naturen, men i Dyreetisk Råd lægger vi især vægt på, at man undervejs for at lave klonerne bliver nødt til at gøre noget, hvor dyrene lider unødigt.
Fødevareministeren nævner i sit svar til Per Clausen flere aborter, længere drægtighed, større fødselsvægt og øget dødelighed som eksempler på etiske problemer ved anvendelse af kloning til kødproduktion.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. aug. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland