12 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Alle ønsker ligeløn

Alle ønsker ligeløn

Lørdag, 16. august, 2008, 00:00:00

Der er klart flertal for en ligelønskommission blandt danskerne uanset fagligt eller politisk tilhørsforhold, viser meningsmåling

En lønkommission skal beskæftige sig med hvordan vi gør op med løn-skævheder Og der skal følge penge med til at løse opgaven.
Det viser en meningsmåling, foretaget af analyseinstituttet Capacent Epinion for fagforbundet FOA.
Uanset om man deler de adspurgte op efter fagligt tilhørsforhold, efter partifarve, efter alder eller efter geografi, er der klart flertal for, at en lønkommission skal beskæftige sig med lønmæssige skævheder, og især lønskævheder mellem mænd og kvinder.
Set efter fagforenings-medlemskab topper BUPL, med stor overvægt af kvinder blandt medlemmerne, med en ja-procent på 95, og nul imod en ligelønskommission. Men selv blandt Dansk Metals medlemmer, hvor der er mindst tilslutning, er 62 procent tilhængere af forslaget, og kun otte procent er imod.
Undersøgelsen er lavet i forlængelse af, at regeringen helst ser en lønkommission, der beskæftiger sig med muligheder for at indføre mere resultatløn blandt de offentligt ansatte.
Men også blandt regeringspartiernes vælgere er der absolut flertal for såvel en ligelønskommission som en medfølgende pose penge. Kun Ny Alliances vælgere skiller sig ud. Af dem vil 'kun' 41 procent have en ligelønskommission, mens 24 procent er imod.
- Det glæder mig at se den store opbakning, danskerne har til en ligelønskommission - uanset om man selv tilhører et traditionelt kvindefag, siger FOA-formand Dennis Kristensen.
Han peger på, at Danmark har EU-rekord i uligeløn.
- Det tror jeg faktisk, at de fleste danskere synes er pinligt, uanset om man er social- og sundhedshjælper, smed eller akademiker. Regeringspartierne bør lytte til deres egne vælgeres ønsker om en ligelønskommission, og endda en ligelønskommission med penge, siger Dennis Kristensen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. aug. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland