Gribskov Kommune lukker alle fritidsordninger i juli måned. 44 procent af landets borgmestre forventer ringere service de kommende år
Forældre i Gribskov Kommune får et problem til næste år. Kommunen har besluttet at lukke alle fritidsordninger i hele juli måned for at spare penge.
- Forældrene er stadig meget chokerede og handlingslammede. Det rammer ikke kun enlige som mig. For mange familier betyder det, at de ikke længere kan holde ferie sammen, siger Inge Øland til Københavns Radio. Hun har to børn på seks og ni år.
Gribskov Kommune er kun en af mange kommune, som i disse uger fremlægger voldsomme spareplaner. I løbet af de seneste dage har for eksempel Jammerbugt Kommune meldt ud, at de skal spare 14 millioner kroner allerede i år. Kommunen har egentlig penge nok, men kan ikke bruge dem på grund af regeringens loft over, hvor meget kommunernes udgifter må stige.
I Favrskov nord for Århus skal der spares i ældreplejen, på skolerne og i daginstitutionerne.
- Det er udligningsreformen, som ødelægger vores økonomi, siger venstreborgmester Anders G. Christensen til P4 Østjylland.
- Vi var stillet i udsigt, at reformen ville betyde, at vi skulle afgive 14 millioner kroner. Men realiteten er, at vi næste år skal aflevere 60 millioner, og det er netop de penge, vi kommer til at mangle.
Hele 44 procent af landets borgmestre forventer, at servicen i deres kommune bliver ringere i de kommende år. Det viser en rundspørge, Ritzau har gennemført til 64 af landets 98 borgmestre.
- De ældre bliver snart nødt til at supplere med egne midler og købe rengøringsbistand, for vi er nede på kommunal rengøring hver tredje uge, siger borgmester Torben Jensen fra Norddjurs.
Han peger på, at det især er regeringens stramme økonomiske aftaler og en voldsom vækst i lovbefalede sociale ydelser som for eksempel anbringelse af udsatte børn, der sprænger budgettet.
Venstres kommunalordfører Erling Bonnesen afviser kritikken. Han mener, at kommunerne har penge nok, de skal bare effektivisere.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278