For første gang nogensinde har LO vedtaget et klima- og energipolitik. Flere penge til forskning skal sikre bedre klima og flere arbejdspladser
- Alle danske lønmodtagere bliver påvirket af de store klimaproblemer, vi kan forudse. Og netop arbejdsmarkedet er en nøgle til at få løst nogle af de store problemer.
Derfor har LO for første gang nogensinde vedtaget en klima- og energipolitik, forklarer LO-sekretær, Marie-Louise Knuppert. Det skete på et møde i hovedbestyrelsen fredag.
LO mener, at der er en masse arbejdspladser at hente i en grøn klimapolitik.
Ifølge en analyse foretaget af FN`s miljøprogram i samarbejde med FN`s internationale arbejderorganisation (ILO) kan de 2,2 millioner arbejdspladser, der i dag findes inden for alternativ energi øges til op mod 20 millioner arbejdspladser i år 2030.
Danmark har gode muligheder for at omsætte en offensiv klimaindsats til tusindvis af arbejdspladser. Især indenfor vindenergi er Danmark den største eksportør i verden - med en markedsandel på 38,5 procent. Danmark har den viden, praktisk erfaring og kapacitet der skal til for at imødekomme en stigende efterspørgsel på alternativ energi, vurderer LO.
Forudsætningen for, at Danmark for alvor kan tage store skridt fremad, er, at der vedtages en langsigtet dansk klimastrategi indenfor energiforbrug, forsyningssikkerhed og alternativ energi. Kun med en langsigtet aftale kan politikerne sikre de store klimainvesteringer som er nødvendige, fastslår LO i deres udspil 'Den ny klimadagsorden'.
Der skal sikres flere penge til udvikling i alternativ energi og til at udnytte energien bedre.
Målet er, at Danmark skal blive uafhængigt af fossile brændstoffer og der skal udarbejdes en handlingsplan for, hvordan dette opnås.
LO går i øvrigt foran med et godt eksempel: LO-huset i København skal være CO2-neutralt inden år 2020.
LO`s klimaudspil er et indspark til debatten op til FN`s klimatopmøde i København i december 2009.
Du kan se hele LO`s klimapolitik på www.lo.dk eller download pdf filen nedenfor
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278