Danmarks første store privatisering tages nu tilbage på offentlige hænder. Den private løsning blev for dyr for de nordsjællandske sygehuse
Fire sygehuse i Nordsjælland har fyret deres private madleverandør. Nu vil det offentlige i stedet selv lave god og sund mad - og spare fem til syv millioner kroner.
Privat skulle ellers være så godt, da Danmarks første store privatiseringsprojekt for syv år siden startede op med daværende amtsborgmester i Frederiksborg Lars Løkke Rasmussen ved roret.
- Notorisk kan det private ikke noget, som det offentlige ikke også kan - hvis det offentlige vil! Der findes ingen magisk måde at stege frikadellen på i private selskaber. Det er nærmest blevet et dogme, at det private er bedre til at løse opgaven, men det holder ikke, siger Orla Zinck, administrerende direktør i Dansk Catering Center til FTF`s blad Resonans.
Centeret tilbyder konsulentbistand og analyser af køkkendrift hos private og offentlige virksomheder. Firmaet laver blandt andet analyser, når en kommune skal vurdere og sammenligne udbud på køkkenområdet.
I 2001 overtog det private firma Medirest leveringen af mad til patienter og ansatte på fire nordsjællandske sygehuse. Projektet blev flagskibet for den privatiseringsbølge, som ramte kommuner og amter i løbet af 1990`erne.
- Det var helt klar ideologien i det tidligere Frederiksborg Amt, at de private kunne gøre det bedre, siger vicedirektør for Hillerød Hospital, Bente Ourø Rørth.
Da madlavningen blev sendt i fornyet udbud i forsommeren udkonkurrerede de offentlige køkkener Medirest. En kontrolberegning viste, at det offentlige kunne lave maden billigere selv. Så den 1. oktober i år overtager Hillerød Hospital madlavningen til de fire regionale hospitaler.
I alt håber amtet, at kunne spare ikke mindre end fem til syv milliarder kroner ved selv at stå for maden. Besparelsen opstår, fordi der ikke længere skal være en fortjeneste til det private firma.
Det offentliges dyrt købte erfaringer med private leverandører ser ud til at prelle af på Lars Løkke Rasmussen, der siden er blevet finansminister, og resten af Venstre. Partiet fremlagde i midten af juni en storstilet privatiseringsplan, der lægger op til at sende alle offentlige opgaver i udbud, så private kan byde ind. Også offentlige kerneydelser som hospitaler, skoler, plejehjem og børnehaver skal kunne overtages af private aktieselskaber.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278