14 Dec 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Pro-israelsk høg skal vidne mod tøjfirmaet Fighters + Lovers

Pro-israelsk høg skal vidne mod tøjfirmaet Fighters + Lovers

Fredag, 22. august, 2008, 00:00:00

Amerikaneren Matthew Levitt afviser totalt palæstinensernes ret til at yde modstand mod den israelske besættelse. Nu skal han vidne i sagen mod Fighters + Lovers

En pro-israelsk amerikaner som ikke mener, at det palæstinensiske folk har nogen ret til at yde modstand mod Israels 40-årige besættelse og delvise annektering af deres land.
Det er et af de vidner, som anklagemyndigheden vil føre, når retssagen mod tøjfirmaet Fighters + Lovers starter den 3. september, skriver internetportalen modkraft.dk
Anklagemyndigheden har netop offentliggjort listen over sine vidner i sagen.
Blandt dem er Matthew Levitt, som skal bevise, at den palæstinensiske modstandsbevægelse PFLP er en terrororganisation.
Levitt er uddannet på et privat jødisk universitet i New York og i dag ansat i den private og entydigt pro-israelske tænketank The Washington Institut for Near East Policy. Det er en organisation, som lobbier for at fastholde og styrke de skiftende amerikanske regeringers Israel-venlige linje i den palæstinensiske konflikt.
Matthew Levitt har i årevis arbejdet med kontraspionage i FBI, USA`s svar på PET. Her har han beskæftiget sig med, hvordan USA kan stoppe pengeoverførslen til organisationer som de betragter som terroristiske.
Af en anmeldelse i den borgerligt-liberale avis The New York Times af en af Levitts seneste bøger om Hamas fremgår det, at han ikke anerkender palæstinensernes ret til modstand mod den israelske besættelse. Hele bogen er bygget på amerikanske og israelske kilder heriblandt en privat israelsk organisation med stærke bånd til den jødiske stats sikkerhedstjeneste.
Anklagemyndighedens vidner i den del af sagen som handler om colombianske FARC er Russel Crandell, en amerikansk latinamerikaforsker og Eduardo Montealegre Lynett, en colombiansk eksdommer.
Fem ansatte i Fighters + Lovers er sammen med en it-ekspert og en pølsemand anklaget for at yde økonomisk støtte til FARC og PFLP, som står på EU`s og USA`s terrorlister. Sidste efterår blev de frifundet af Københavns Byret, som ikke fandt det tilstrækkeligt bevist, at de to organisationer opfylder den danske straffelovs definition af terrorisme.
Anklagemyndigheden har anket sagen, som nu skal for Landsretten.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


22. aug. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland