Sygeplejerskerne vil ikke opgive kampen for anerkendelse og bedre arbejdsmiljø. Faglige klubber og netværk skyder op flere steder i landet
I næste uge lægger to faglige klubber for sygeplejersker fra land. Tirsdag i Herning og to dage senere i Randers.
Klubberne er udsprunget direkte af aktiviterne under forårets overenskomstkamp.
- Ideen til at starte en faglig klub kommer fra de konfliktcafeer, som kørte under strejken. Her var der jo en livlig debat om blandt andet vores faglighed og arbejdsvilkår. Med en klub håber vi at kunne fortsætte og udvikle de diskussioner, fortæller Lisbeth Reuss-Schmidt, én af initiativtagerne til Randers-klubben, til Arbejderen.
Klubben er tænkt som et fagligt mødested for alle sygeplejersker, hvad enten de er ansat i region Midtjylland eller i kommunerne. Og der kan nemt blive brug for, at sygeplejerskerne igen rykker sammen, vurderer Lisbeth Reuss-Schmidt, der er tillidsrepræsentantsuppleant på Regionshospitalet Randers-Grenå.
Samle gejsten op
Region Midtjylland er i fuld gang med at gennemføre den helt store sparerunde på 1,3 milliarder kroner fra nu af og frem til udgangen af 2009. På Regionshospitalet Randers-Grenå skal der alene findes 34 millioner kroner.
- Måske kan det være med til at vække interessen for den faglige klub. Vi får se. Bare der kommer ti personer, bliver jeg glad. Hellere ti interesserede, der vil være med til at sparke gang i klubben, end 50 der ikke vil noget, lyder det fra Randers.
Også på Sjælland er der interesse for at samle op på gejsten fra strejken og føre den videre i andre rammer. Det gælder på Hvidovre Hospital.
- Faktisk havde vi en klub i forvejen. Den har blot levet en hensygnet tilværelse. Nu vil vi forsøge at sparke nyt liv i klubben i håb om at kunne føre aktviteterne fra foråret videre, fortæller Mariane Olsen, én af tovholderne på projektet, til Arbejderen.
De umiddelbare tanker går i retning af klubben som talerør udadtil. Den skal være med til at holde beslutningstagerne i ørerne, videreføre de diskussioner om udviklingen i sundhedsvæsenet, der for alvor blev sat liv i under konflikten og undersøtte aktiviteter, der kan synliggøre faget. Der bliver indkaldt til plenummøde i september for at få planerne gjort mere konkrete.
Noget skal ske
På Rigshospitalet har tillidsrepræsentanter og de, der var med i aktionsgruppen under OK 2008, på et møde inden ferien givet hinanden håndslag på, at 'ét eller andet skal der ske'.
- Det vil være vigtigt at bibeholde den kontakt, der blev skabt på tværs af afdelingerne under OK. Og i én eller anden udstrækning følge det op med aktiviteter. Nu begynder folk at vende tilbage fra ferien, så må vi tage fat igen, siger Vibe Rasmussen fra Rigshospitalets aktionsgruppe til Arbejderen.
Personligt ser hun gerne, at der også bliver etableret kontakt på tværs af byerne, så man kan bruge hinanden til gensidig inspiration.
I Dansk Sygeplejeråds Region Syddanmark er en flok sygeplejersker med hang til sang i gang med at realisere en CD med konfliktsange. Mens der er etableret et netværk for ligeløn og offentlig velfærd i Århus. Foreløbig har næsten 120 sygeplejersker meldt sig til at være med. Netværket mødes første gang onsdag i næste uge i Dansk Sygeplejeråd Midtjyllands lokaler.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278