13 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Arbejdsmarkedskommission i modvind

Arbejdsmarkedskommission i modvind

Torsdag, 28. august, 2008, 00:00:00

Regeringen har ikke umiddelbart Folketingets opbakning til at gennemføre Arbejds-markedskommissionens forslag om at forringe dagpenge og efterløn

Arbejdsmarkedskommissionen er inviteret med, når regeringen i dag holder det første af en række trepartsmøder med repræsentanter for fagbevægelse og arbejdsgivere.
På mødet vil kommissionen på foranledning af statsminister Anders Fogh Rasmussen fremlægge sine forslag til at øge beskæftigelsen på kort og langt sigt.
Står det til Arbejdsmarkedskommissionen, skal der blandt andet skæres drastisk ned på dagpengeperioden, der i dag er på fire år.
Meldingen fra SF er klar.
- Det vil være spild af tid at lytte til kommissionens forslag. Vil man øge beskæftigelsen med 50.000 eller 60.000 personer, vil det have alt for ringe effekt at lede efter dem i dagpengesystemet, siger Eigil Andersen, arbejdsmarkedsordfører i SF, til Arbejderen.
Hans pointe er, at langt de fleste kun går arbejdsløse i et til to år, og at dagpengesystemet, som det er skuet samme i dag, ikke tillader arbejdsløse at vælge dagpenge frem for job.
Det bliver derfor ikke SF, der lægger stemmer til den gennemgribende arbejdsmarkedsreform, som regeringen lægger op til under påskud af, at ville sikre beskæftigelsen i fremtiden, fastslår Eigil Andersen.

S melder fra
Regeringen skal heller ikke regne med hjælp fra Socialdemokraterne til at skære i dagpengeperioden som kommissionen foreslår, siger arbejdsmarkedsordfører, Thomas Adelskov, til Arbejderen.
- Arbejdsmarkedskommissionens forslag er bestilt arbejde fra regeringens side, men det bliver forslagene hverken bedre eller rigtigere af. Og det er en skrøne, at folk får arbejde ved at man tager pengene fra dem, konstaterer han.
Socialdemokraterne ser til gengæld gerne, at man fremrykker aktiveringsindsatsen over for de arbejdsløse og styrker uddannelsesindsatsen. Partiet medvirker også gerne til et mere fleksibelt dagpengesystem.
- Derfor har vi foreslået, at lade de arbejdsløse vælge mellem en model som i dag, eller om de vil have udbetalt en højere ydelse, mod at det sker i en kortere periode.
Thomas Adelskov mener ikke, at det kan sidestilles med Arbejdsmarkedskommissionens forslag om en kortere dagpengeperiode.

Støtteparti er ikke med
Dansk Folkeparti er kendt som regeringens støtteparti. Arbejderen har spurgt arbejdsmarkedsordfører, Bent Bøgsted, hvad partiet siger til at forringe dagpengesystemet.
- Vi er ikke med på at afkorte dagpengeperioden. Dansk Folkeparti har svært ved at se, at det kan øge udbuddet af arbejdskraft. Derfor ser vi ingen grund til at pille ved dagpengesystemet, siger arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted til Arbejderen.
Enhedslisten mener, at Arbejdsmarkedskommissionens fokus er helt forkert.
- Frem for at planlægge voldsomme nedskæringer i dagpengeperioden er det vigtigere at se på, hvordan arbejdsmarkedet bliver tilgængeligt for de tusindvis, der er udstødt fra arbejdsmarkedet trods al snakken om fuld beskæftigelse, erklærer Frank Aaen fra Enhedslisten.

Efterløn og pension
Arbejdsmarkedskommissionen har også luftet ideen om at sætte efterlønsalderen op til 62 år og pensionsalderen op til 67 år tidligere end aftalt i velfærdsaftalen for cirka to år siden.
Heller ikke her kan regeringen hente umiddelbar støtte fra de fire partier, Arbejderen har snakket med.
- Jeg mener ikke, der skal pilles ved efterlønnen. Men vil regeringen diskutere det, må den indkalde kredsen, der stod bag velfærdsaftalen, siger Bent Bøgsted.
Henrik Sass Larsen, Socialdemokraternes politiske ordfører, siger, at 'der ikke bliver rettet så meget som et punktum i det efterlønsforlig, partiet har indgået med regeringen'.
Heller ikke SF hopper med på den vogn.
- SF var imod at hæve efterlønsalderen, sidst det var til debat i Folketinget, og vi vil helt sikkert også være imod, at den skal sættes op før aftalt, lyder det fra Eigil Andersen.
Det betyder, at regeringspartierne og Radikale står alene med ønsket om at åbne det kun to år gamle velfærdsforlig, hvor fem partier enedes om at hæve pensionsalderen og efterlønsalderen fra 2019 og 2024.


Foghs oplæg
Statsminister Anders Fogh Rasmussen har bestilt to diskussionsoplæg fra Arbejdsmarkedskommissionen forud for møderne med arbejdsmarkedets parter.
På det første trepartsmøde i dag kommer kommissionen med forslag til, hvilke emner den mener på 'kortere sigt får flere til at udbyde deres arbejdskraft'.
Til næste trepartsmøde den 1. oktober er kommissionen blevet bedt om at fremlægge konkret forslag der 'virker på arbejdsudbud og beskæftigelse inden for en kortere tidshorisont, og som bidrager til en varig styrkelse af de offentlige finanser.'

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


28. aug. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:39

Indland