Myndighederne har ikke kunnet sikre ordnede forhold på byggeplads i København. Nu vil fagbevægelsen sætte en stopper for underbetaling af 100 polakker
I går morges stod der næsten lige så mange danske håndværkere og fagforeningsfolk og blokerede udenfor byggepladsen 'Mønten' på Amager i København, som der var polske arbejdere indenfor.
- Nu vil vi have sat en stopper for de slavelignende forhold, som de her polakker arbejder under, fortæller Hans Henrik Melvig, oplysningssekretær i El-Forbundets Københavns afdeling, til Arbejderen.
Da renoveringen af ejerlejlighederne på den omstridte byggeplads gik i gang for cirka et år fik den ikke synderlig opmærksomhed. De 15-20 polakker, det hele startede med, gjorde ikke meget væsen af sig, men i takt med at arbejdet tog til, voksede problemerne.
- Arbejdsstyrken er oppe på omkring 100 mand. De bliver underbetalt og overnatter stik mod alle regler på pladsen. I det hele taget er der tale om næsten mafialignende tilstande med nogle højtråbende bølletyper, der sørger for, at der bliver bestilt noget. Ingen tør snakke med os, ja, de virker nærmest aggressive, når vi nærmer os, siger den københavnske fagforeningsmand, der selv er blevet truet med tæsk.
Investeringsselskabet Keflon Invest er bygherre og har entreret med de to firmaer, Renoverings-service.dk og Gitek. De har udelukkende polske ansatte og nægter at tegne overenskomst.
Hans Henrik Melvig beklager, at de polske arbejdere tilsyneladende ikke forstår, at den danske fagbevægelse intet har imod polsk arbejdskraft, men derimod kæmper for, at de bliver behandlet ordentligt.
Det kom til håndgemæng mellem nogle polakker og danske håndværkere under gårsdagens aktion. Steen Jensen er murersvend og deltog i aktionen. Han var dog ikke involveret i tumulten.
- Vi vil jo ikke slås med dem, men synes bare, de skal have nogle ordentlige arbejdsforhold. Vi kan ikke bare lade stå til og se på, at de forhold, vi selv og andre før os har kæmpet for, bare bliver smadret, siger murersvenden til Arbejderen.
Måske er der en løsning på vej i konflikten. Direktøren for det polske firma Gitek har meddelt, at han vil mødes med fagbevægelsen på tirsdag i næste uge.
- Vi opretholder blokaden, men på lavt blus. Så må vi se, hvad der sker, erklærer Hans Henrik Melvig.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278