13 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Bøllelov rammer skævt

Bøllelov rammer skævt

Lørdag, 30. august, 2008, 00:00:00

Det er gruppen af udsatte unge og fattige forældre, der bliver hårdest ramt af regeringens nye bølle-pakke. Advokatsamfundet advarer mod udviklingen

Regeringens nye udspil mod vold og hærværk hos unge vender den tunge ende nedad, samtidig med at den nærmest gør det strafbart at være forældre.
Det mener formanden for Advokatsamfundets strafferetsudvalg Lars Lindhardt, som efterlyser en social tilgang til, at børn og unge begår hærværk.
- De forældre, som politikerne går efter med de nye regler, tilhører en gruppe, som ingen penge har. Man jokker dem bare længere ned i dyndet, siger advokaten til Arbejderen.
Han undrer sig over det nye udspil fra velfærdsminister Karen Jespersen og justitsminister Lene Espersen.
Blandt andet skal forældre kunne rammes på pengepungen, hvis deres børn begår hærværk, og der skal gøres mere brug af forældrepålæg for at rette op på et barns uacceptable adfærd. Samtidig skal børn kunne pålægges at rydde op, hvis de har begået hærværk. Dertil kommer øget overvågning og registrering af uromagere i nattelivet.
I stedet for at gå efter forældrenes pengepung burde man ifølge Lars Lindhardt sætte ind med nogle sociale tiltag.
- Det er jo familier, der har det svært nok i forvejen, siger han og undrer sig over, hvordan regeringen har tænkt sig, at forældrene skal holde opsyn med børnene.
- Hvis min 16-årige knægt går et par timer i biografen, så har jeg reelt ingen kontrol med ham i det tidsrum, siger Lars Lindhardt.
Han er stærkt skeptisk overfor retssikkerheden i den nye lovpakke og ser et problem i, at der mangler regler for, hvad forældrenes ansvar omfatter, hvornår de er ansvarlige, samt om der er en øvre og nedre grænser for dette ansvar.
- Lovforslaget tager jo revl og krat med. Jeg hører politikerne sige, at enhver skurkestreg, som de uvorne unger begår, nu pludselig skyldes manglende eller ingen opdragelse.
- Der står jo ikke bare i straffeloven, at alt er strafbart. Den opdeler i drab, vold, tyveri, bedrageri og så videre. Så reglerne må også fortælle, om de gælder alt, hvad børnene gør, eller kun de helt grelle tilfælde, slutter Lars Lindhardt.
Ifølge ministrene handler det nye udspil om at skærpe forældrenes ansvar og styrke trygheden i nattelivet.
- Vi ønsker et opgør med den laden-stå-til pædagogik, som har været fremherskende i mange år. De unge, der ikke vil rette ind - og deres forældre - skal mærke, at det har en konsekvens, når man bryder reglerne, siger Karen Jespersen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. aug. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland