14 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Faglig struktur får kniven

Faglig struktur får kniven

Lørdag, 30. august, 2008, 00:00:00

Århus Kommune vil fjerne over 500 tillidsfolk på børne- og ungeområdet. Fagforeningerne kæmper for at bevare én tillidsrepræsentant i hver institution

Venstre-rådmand Louise Gade (V) vil barbere voldsomt ned på antallet af tillidsrepræsentanter i de århusianske daginstitutioner, helt nøjagtigt 504, der i dag repræsenterer de uddannede pædagoger i BUPL og pædagogmedhjælperne, der er medlemmer af FOA.
For lidt over et år siden blev de kommunale 0-6-års-institutioner og dagplejen lagt sammen til større enheder, kaldet dagtilbud. I dag har BUPL 467 tillidsrepræsentanter. Det vil rådmanden skære ned til 178 svarende til en reduktion på 61 procent.
Det erklærede formål er at tilpasse antallet af tillidsrepræsentanter til den nye struktur på børne- og ungeområdet og at sikre flere ressourcer til det pædagogiske arbejde.
- Vi tror ikke på, at det giver flere hænder til børnene at slanke TR-systemet. I dag bruger en tillidsrepræsentant typisk en time til fagligt arbejde om ugen. Hvis tillidshvervet fremover skal varetages af en enkelt person, som skal rundt på op til seks geografisk adskilte institutioner, kan det sagtens blive meget mere tidskrævende, siger Marianne Gilbert Nielsen, faglig sekretær BUPL Århus, til Arbejderen.
Fagforeningen har meget svært ved at forstå rådmandens argumentation i en tid, hvor man snakker meget om medarbejderindflydelse og trivsel.
Ikke nok med at BUPL forventer, at det sandsynligvis vil tage mere tid at udføre det faglige tillidshverv, hvis en person skal dække flere arbejdspladser. Pædagogernes fagforening mener også, det kommer til at gå ud over kvaliteten i tillidsrepræsentantens arbejde.
- Med den struktur, vi har i dag, er tillidsrepræsentanterne tæt på de kolleger, hvis interesser de er valgt til at varetage. De er på arbejdspladsen og har derfor mulighed for at tage eventuelle problemer i opløbet. De er til rådighed, indgår i det daglige arbejde og har i det hele taget fingeren på pulsen. Og nok så væsentligt, de er et hurtigt bindeled til fagforeningen, siger Marianne Gilbert Nielsen.
BUPL skal til nyt møde med Børn og Unge forvaltningen onsdag i næste uge.
FOA Århus, der organiserer pædagogmedhjælperne, skal også tage stilling til ny TR-struktur. Ifølge de oplysninger, Arbejderen har fået, er deres forhandlinger sat på stand by, så længe BUPL forhandler. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra FOA, men Mette Fuglsig Schjødt, formand for den pædagogiske sektor, har tidligere udtalt til Arbejderen, at FOA ikke vil indgå en aftale med rådmand Louise Gade, hvis den skal bruges til at dunke pædagogerne oveni hovedet.


Dagtilbud
I Århus Kommune er de kommunale 0-6-års-institutioner og dagplejen lagt sammen til større enheder, som hedder dagtilbud.
Et dagtilbud består af én til seks afdelinger. I det enkelte dagtilbud kan der være følgende typer af afdelinger: Vuggestueafdeling, dagplejeafdeling, børnehaveafdeling og 0-6-års-institution.
Der findes 116 dagtilbud og 443 afdelinger.
Dertil kommer SFO`er og fritids- og ungdomsskoletilbud for børn/unge fra 5. klasse til 18 år.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. aug. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland