Hjemløse og psykisk syge rammes af millionbesparelse i Jammerbugt Kommune
Ansatte på socialområdet i Jammerbugt advarer om fatale konsekvenser, når den nordjyske kommune skal spare 18 millioner på sine social- og sundhedsudgifter.
Især bliver de psykisk syge hårdt ramt af besparelserne, som betyder, at socialpsykiatrien skæres ned med 40-50 procent.
- Gennemføres de bebudede spareplaner, må de psykisk syge leve med isolation og en dagligdag præget af tilfældigheder og uvished. Det bliver fatalt for brugerne og de pårørende, siger tillidsrepræsentant for Socialpædagogernes Landsforbund i Jammerbugt, Michael Christoffersen.
To af kommunens væresteder risikerer at skulle lukke som følge af besparelserne, mens der skal skæres en million kroner på fire andre væresteder. Misbrugerne og de hjemløse står samtidig for skud, idet en nyoprettet stilling med fokus på de to grupper også er truet.
De store besparelserne ligger fast efter at velfærdsminister Karen Jespersen torsdag afviste at give Jammerbugt det tilskud til særligt vanskeligt stillede kommuner, som mange andre nordjyske kommuner ellers har fået.
- Vi har allerede rettet henvendelse til velfærdsministeren og bedt om et møde, hvor vi får mulighed for at redegøre for vores situation og dermed gøre os håb om alligevel at få penge fra puljen, siger borgmester Mogens Gade (V) til DR.
Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt mødes i dag for at diskutere situationen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278