09 Dec 2021  

KBH: Overskyet, 1 °C

´Laval-betænkningen´ - Knæfald for EF-domstolen

´Laval-betænkningen´ - Knæfald for EF-domstolen

Torsdag, 04. september, 2008, 00:00:00

I denne artikel gennemgås ¤¤Laval-betænkningen¤¤. Konklusionen er, at der er tale om et knæfald for EF-Domstolen, som på ingen måde sikrer, at fagbevægelsen kan føre en effektiv kamp imod social dumping

af Finn Sørensen
EF-Domstolens afgørelse i december sidste år i den såkaldte Laval- (eller Vaxholm) sag sendte chokbølger gennem den europæiske fagbevægelse. EURO-LO`s generalsekretær John Monks betegnede dommene som en 'licens til social dumping'.
I Danmark mente LO og DA indledningsvis, at dommen nok slet ikke berørte danske forhold. I løbet af foråret 2008 blev de alligevel enige med regeringen om at nedsætte et udvalg for at undersøge Laval-dommens konsekvenser, vurdere behovet for at tillempe gældende lovgivning og praksis, og komme med eventuelle forslag til løsninger. Udvalget blev døbt 'Laval-udvalget' og formand blev teaterchef Michael Christiansen.

Tilpasning af dansk lovgivning
Udvalgets indstilling - den såkaldte 'Laval-betænkning' - kom den 19. juni i år. Udvalgets forslag er, at der foretages en ændring af den danske lovgivning om implementering af Udstationeringsdirektivet, således at fagbevægelsen på visse betingelser kan konflikte mod virksomheder fra andre EU-lande.
Betingelserne er, at det gøres klart over for de udenlandske virksomheder, hvad de skal betale i mindsteløn, hvilket skal ske ved at henvise til de overenskomster, som er indgået af 'de mest repræsentative parter' på det danske arbejdsmarked.
Det bliver så op til Arbejdsretten i de konkrete sager at afgøre, om lovens betingelser er opfyldt. Laval-betænkningen rummer ingen indstillinger om ændringer i den EU-lovgivning, der har dannet grundlag for EF-Domstolens afgørelse i Vaxholm-sagen.

Begrænsning af konfliktret
I det følgende vil 'Laval-betænkningen' af 19. juni blive gennemgået og vurderet. Konklusionen er, at den tilpasser dansk lovgivning til EF-Domstolens afgørelser. Det indebærer en begrænsning af forhandlings- og konfliktretten i forhold til virksomheder fra andre EU-lande. Det vil betyde en legalisering af et A- og et B-hold på det danske arbejdsmarked, og er derfor en begrænsning af den danske fagbevægelses muligheder for at bekæmpe social dumping.
Betænkningen tilslører samtidig det reelle indhold og de meget vidtrækkende konsekvenser af EF-Domstolens afgørelser i Vaxholm-sagen, såvel som i de andre sager om samme emne.
Betænkningen forsøger at give et billede af, at det skulle være muligt at løse problemet gennem en tilpasning af den nationale lovgivning, i stedet for at søge løsningen dér hvor den skal findes, nemlig gennem en ændring af EU`s regler så Domstolen fratages muligheden for at dømme, som den har gjort.
Den politiske virkning af betænkningen og det forhold at arbejdsmarkedets parter anbefaler den, giver regeringen et alibi for at undgå en konfrontation med EU i dette spørgsmål.

Det handler ikke kun om konfliktretten
For at kunne vurdere 'Laval-betænkningen' må man se på det reelle indhold i Laval-dommen og på den samlede juridiske og politiske ramme, som denne dom indgår i. Så bliver det klart, at der ikke er tale om en 'enlig svale' eller en enkelt 'fejlfortolkning' fra EF-Domstolens side.
Laval-dommen er blot en af i alt fire domme, afsagt inden for et halvt års tid, der alle slår det samme tema fast: Når der opstår en konflikt imellem faglige og sociale rettigheder på den ene side og det indre markeds krav om kapitalens, arbejdskraftens og tjenesteydelsernes frie bevægelighed på den anden side, så må de faglige og sociale rettigheder vige til fordel for markedets - og dermed kapitalens - friheder.
Det gælder vel at mærke ikke kun, når vi taler om kollektive kampskridt. To af dommene (Rüffert og Luxembourg) slår nemlig fast, at det gælder også når en offentlig myndighed (en tysk delstat og staten Luxembourg) forsøger at beskytte sig mod social dumping gennem lovgivning om løn- og arbejdsvilkår.
Domstolen har dermed ikke kun angrebet forhandlings- og konfliktretten, men i det hele taget den enkelte medlemsstats ret til at forsvare sig imod social dumping.
I det følgende vil vi kort gennemgå de fire domme, det drejer sig om: Viking-Line, Vaxholm (Laval), Rüffert og Luxembourg. Undervejs vil der blive henvist til relevante præmisser i de fire domme for eksempel som følger (Laval 80).

Viking-Line
Den første dom blev afsagt den 11. december sidste år i den såkaldte Viking-Line sag. EF-Domstolen tog ikke direkte stilling til, om det finske sømandsforbunds konflikt og ITF`s sympatikonflikt mod Rederiet Viking-Line - der ville udflage til billigere lettisk overenskomst - var ulovlig.
Dommen anerkendte kollektive forhandlinger og kampskridt som grundlæggende rettigheder, der skal respekteres af EU. Men den slog også fast, at disse rettigheder skal anvendes i overensstemmelse med EU-retten i øvrigt, herunder ikke mindst det indre markeds regler, og at det hører under EF-Domstolens kompetence, at afgøre om kollektive kampskridt er anvendt i overensstemmelse med EU-retten.
Her afviste Domstolen fuldstændig den svenske og danske regerings påstand om, at spørgsmålet om kollektive kampskridt ligger helt uden for EU`s kompetence. Dermed ændrede Domstolen med ét slag en afgørende forudsætning for svensk og dansk medlemskab, der jo altid har været, at EU ikke have kompetence til at blande sig i den kollektive forhandlings- og konfliktret.
I Viking-Line sagen anerkendte Domstolen, at kampen imod social dumping kan være en lovlig grund til at begrænse den frie bevægelighed, men den slog også fast, at det i givet fald skal kunne begrundes med henvisning til 'tvingende almene hensyn'.
Dommen antydede, at selve sømandsforbundets konflikt mod rederiet på det grundlag kunne være lovlig, men satte samtidig spørgsmålstegn ved lovligheden af ITF`s sympatikonflikter. Sagen blev med disse principielle tilkendegivelser sendt tilbage til Sø- og Handelsretten i London, men der kom aldrig en afklaring, da parterne indgik et - i øvrigt hemmeligt - forlig.

Laval-dommen
Syv dage efter Viking-Line dommen - den 18. december 2007 - kom Laval dommen. Den byggede videre på præmisserne fra Viking-Line dommen, men nu var EF-Domstolen helt klar i mælet: De svenske bygningsarbejderes konflikt imod det lettiske firma Laval u Partneri for at sikre lige løn for lettiske og svenske bygningsarbejdere blev dømt ulovlig. Den var en ulovlig begrænsning af den fri bevægelighed af tjenesteydelser (EF-traktatens artikel 49) og i strid med direktivet om Udstationering af arbejdstagere.
I den svenske og danske debat har man især hæftet sig ved Domstolens argument om, at det svenske aftalesystem ikke giver tilstrækkelig klarhed over, hvad den udenlandske tjenesteyder skal betale i løn, og at der i Sverige - ligesom i Danmark - ikke er lovgivning, som præciserer, hvad mindstelønnen er.
Disse argumenter er selvfølgelig katastrofale for fagbevægelsen i Sverige (og i Danmark), der indtil nu har viderebragt den opfattelse, at det kollektive aftalesystem var urørligt, og i øvrigt et tilstrækkeligt redskab til at gennemføre EU-Direktiver (i dette tilfælde Udstationeringsdirektivet).
Domstolens andet hovedargument har ikke været genstand for den samme opmærksomhed fra fagbevægelsens ledere og jurister, selvom det i virkeligheden har endnu mere vidtrækkende konsekvenser.
Laval-dommen foretager nemlig en fortolkning af Udstationeringsdirektivet og traktatens artikel 49, der siger, at udenlandske virksomheder i det hele taget ikke er forpligtet til at betale mere end mindstelønnen og de minimumskrav til ferie, barsel og arbejdstid, der henvises til i Udstationeringsdirektivet (Laval 70 og 80-81).
Domstolens synspunkt er, at når der i Udstationeringsdirektivet er opregnet 'en kerne af ufravigelige regler', og dette sæt af minimumskrav bliver overholdt, så er der ikke tale om social dumping - selvom det medfører, at udenlandske arbejdere aflønnes langt ringere end svenske arbejdere inden for den samme branche (Laval 108).
Når der ifølge domstolen ikke er tale om social dumping, kan man derfor heller ikke henvise til 'tvingende almene hensyn' som begrundelse for at iværksætte kollektive kampskridt, der begrænser tjenesteydelsernes frie bevægelighed (Laval 101).
Hvad lønfastsættelse angår, så gør Laval-dommen det krystalklart, at der ikke kan stilles krav ud over den mindsteløn, som er nævnt i Direktivets artikel 3 stk. 1 c. Dommen siger klart, at det 'alene vedrører mindsteløn', og at man ikke kan bruge denne bestemmelse til at kræve et lønniveau, som det de svenske fagforeninger krævede, et lønniveau 'der ikke er udtryk for en mindsteløn'. (Laval 70).
Den svenske fagforenings 'Byggnads' krav var, at Laval-firmaet tiltrådte overenskomsten, som indebar, at der derefter skulle indgås akkord-aftale, eller - hvis man ikke kunne blive enige om en sådan - skulle der betales den såkaldte 'tilbagefaldsløn' som på det tidspunkt var 109 svenske kroner pr. time.
Dermed slog Domstolen fast, at Udstationeringsdirektivet ikke er et 'minimumsdirektiv', som medlemsstater og fagforeninger har ret til at 'bygge oven på'. Det er et 'maksimumsdirektiv', som man ikke gennem kollektive kampskridt må forsøge at tvinge udenlandske tjenesteydere til at gå ud over.
Dommen siger klart, at Direktivet 'udtrykkeligt fastlægger den grad af beskyttelse' man kan kræve af virksomheder fra andre EU-lande (Laval 80).
Domstolen lægger heller ikke skjul på, hvorfor den når til denne fortolkning af direktivet. Hvis det var sådan, at man kunne tvinge udenlandske virksomheder til at betale mere favorable vilkår, 'ville det berøve direktivet sin effektive virkning' (Laval 80).
Grunden er, at det ville 'gøre det mindre tiltrækkende og endog vanskeligere for disse virksomheder at udføre byggearbejder på svensk område og udgør af den grund en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser' (Laval 99).
Med andre ord: Formålet med udstationeringsdirektivet er at øge konkurrencen på det indre marked. Det nødvendiggør, at udenlandske tjenesteydere kan få lov til at underbyde værtslandets løn- og arbejdsvilkår.

Rüffert-dommen
Denne tankegang blev gennemført konsekvent i den såkaldte 'Rüffert-dom', der blev afsagt den 3. april i år. Præmisser og argumenter er fra ord til andet de samme som i Laval-dommen. Men denne gang handler det ikke om konfliktret. Nu er det en offentlig myndighed - den tyske delstat Land Niedersachsen - der er på anklagebænken.
'Forbrydelsen' består i, at den tyske delstats lovgivning siger, at alle virksomheder, der indgår kontrakt med den offentlige myndighed, skal overholde de kollektive overenskomster, der gælder inden for det pågældende geografiske område og branche.
Ifølge Domstolen, så er det en ulovlig begrænsning af den frie bevægelighed for tjenesteydelser, hvis man stiller dette krav til virksomheder fra andre EU-lande - i dette tilfælde en polsk virksomhed.
Begrundelsen er igen, at man ikke må stille krav til sådanne tjenesteydere, der går ud over minimumskravene i Udstationeringsdirektivet, og at der i Tyskland - på nationalt plan - ikke er en lovgivning om mindsteløn, hvorfor man ikke engang kan håndhæve det krav.

Luxembourg-dommen
At det ikke er nogen mulighed at lovgive sig ud af problemerne gennem henvisning til kollektive overenskomster blev klart i Luxembourg-sagen. Denne dom blev afsagt den 19. juni i år - i øvrigt samme dag, som regeringens Laval-udvalg kom med sin betænkning.
Sagen var rejst af EU-kommissionen, der mente, at staten Luxembourg med en social beskyttelseslov fra 2002 havde indført en lang række ulovlige begrænsninger af den frie bevægelighed.
Domstolen fulgte Kommissionens indstilling i næsten alle forhold. Denne dom drager endnu mere vidtgående konklusioner, med hensyn til hvilke krav der kan stilles til virksomheder fra andre EU-lande.
Det er således ulovligt at stille krav om skriftlig arbejdskontrakt eller ansættelsesbevis. Dette krav er virksomheden i forvejen underlagt i sit hjemland. Det er ikke værtslandets opgave at stille dette krav, eller at sikre at det bliver overholdt. Hvis værtslandet også stiller dette krav, vil der være tale om en yderligere forpligtelse, der kan 'afskrække' virksomheder fra en anden medlemsstat 'fra at udøve deres ret til fri udveksling af tjenesteydelser' (Lux 41).
Det er også ulovligt at kræve en automatisk justering af lønnen til udviklingen i leveomkostningerne, hvis der er tale om en generel 'dyrtidsregulering', som den luxembourgske.
Det ville nok være lovligt, hvis det kun drejede sig om regulering af mindstelønnen, men Luxembourgs lovgivning taler om en generel justering af lønningerne som sådan, og det går ud over det minimum, der er beskrevet i Udstationeringsdirektivet.
Det er også ulovligt at kræve de kollektive overenskomster, der findes i Luxembourg, overholdt af udenlandske tjenesteydere. Begrundelsen er her af formel art: De opfylder ikke Direktivets krav om, at sådanne overenskomster skal gælde for alle.
Man må heller ikke stille krav til udenlandske virksomheder om, at de - før arbejdet påbegyndes - udleverer oplysninger til Arbejdstilsynet om de ansatte, om arbejdsstedet, forsikringsforhold og så videre.
Selvom den luxembourgske lov også på dette punkt er meget konkret, med hensyn til hvilke oplysninger det drejer sig om, så mener Domstolen, at det er 'uklart' for den udenlandske virksomhed, og det kan 'afskrække' virksomheden fra at 'udøve sin ret' til fri bevægelighed (Lux 81).
Det samme gælder Luxembourgs krav om, at udenlandske virksomheder skal være repræsenteret ved en 'befuldmægtiget' med adresse i Luxembourg. Det er overflødigt, mener Domstolen, da der jo i forvejen er aftalt et system til udveksling af oplysninger mellem medlemslandene.
Luxembourg-dommen skærper fortolkningen af Udstationeringsdirektivet. Direktivets minimumsbestemmelser om mindsteløn, ferie, barsel og så videre betegnes som en 'udtømmende opregning' af de krav, man kan stille til virksomheder fra andre EU-lande (Lux 26).
Ifølge Domstolen har formålet med direktivet netop været at 'begrænse medlemsstaternes beføjelser med hensyn til indgreb på lønområdet til fastsættelse af mindstelønnen' (Lux 47).
Dommen skærper også kravene til, hvad der kan betragtes som 'tvingende almene hensyn'. Denne bestemmelse i traktaten skal fortolkes 'indskrænkende' (Lux 50), og kan i hvert fald ikke forstå som den 'generelle henvisning' til forsvar mod social dumping, som Luxembourg anvender i sin lovgivning (Lux 53).

Laval-udvalgets forslag
Denne gennemgang af de fire domme burde gøre det klart, at der ikke findes nogen national løsning på problemet. Der er tale om meget klare afgørelser fra Domstolens side, som vil danne præcedens for utallige sager, hvor kollektive kampskridt eller national lovgivning, der skal forhindre social dumping, vil blive underkendt.
Ikke desto mindre er det en sådan løsning, der anbefales i den såkaldte 'Laval-betænkning'. Her er ingen forslag til ændring af de EU-regler, der har dannet grundlag for domstolens afgørelser. Forslaget går i stedet ud på at tilpasse den danske lovgivning om udstationering af arbejdstagere fra andre EU-lande - den lovgivning, der 'implementerer' Udstationeringsdirektivet i Danmark.
Lavalbetænkningen forslår, at der indsættes en ny bestemmelse i denne lov, som sikrer at der kan anvendes kollektive kampskridt over for udenlandske tjenesteydere for at sikre de udstationerede lønmodtagere 'løn, svarende til, hvad danske arbejdsgivere er forpligtet til at betale for udførelsen af tilsvarende arbejde'.
Det er dog en betingelse, at der over for den udenlandske virksomhed forinden 'er henvist til bestemmelser i de kollektive overenskomster der indgåes af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark og som gælder på hele det danske område'.
Allerede her bliver det klart, at der sker en begrænsning af forhandlings- og konfliktretten. Lovforslaget taler udelukkende om 'løn' og ikke om alle de andre ansættelses- og arbejdsvilkår, der normalt fremgår af danske overenskomster, såsom betaling for ubekvemme arbejdstider (skiftehold, forskudt tid med mere), ekstra feriebetaling, ekstra fri- og feriedage, pension og så videre. Der må heller ikke henvises til overenskomsterne i deres helhed, men til 'bestemmelser' i dem.
Denne begrænsning af forhandlings- og konfliktretten bliver helt tydelig, når man ser bemærkningerne til lovforslaget, der præciserer, at det - i overensstemmelse med EF-Domstolens afgørelser - kun handler om 'mindsteløn' (vi vender senere tilbage til den definition af begrebet 'mindsteløn' som udvalget lægger op til).
I praksis lægger Laval-betænkningen op til, at arbejdsmarkedets parter skal udarbejde et særligt sæt overenskomster, som retter sig mod udenlandske virksomheder. Det skal nemlig 'med den fornødne klarhed' fremgå, hvilken løn der skal betales.
Dette krav er der efterhånden ikke ret mange danske overenskomster, der kan leve op til, da løndannelsen i højere og højere grad foregår gennem lokal forhandling. Men hele denne stadigt vigtigere del af den danske overenskomstmodel sættes nu ud af kraft i forhold til virksomheder fra andre EU-lande: 'Virksomhedsoverenskomster og lokale eller regionale aftaler vil en lønmodtagerorganisation således ikke kunne henvise til, da sådanne overenskomster og aftaler ikke nødvendigvis vil udgøre et retvisende grundlag for at fastlægge det lønniveau, der kan anvendes kollektive kampskridt for at opnå' (betænkning side 17).

Svært at bevare alvoren
Så langt er forslaget i overensstemmelse med Domstolens afgørelse. Men dermed er forslaget også en grundlæggende accept og legalisering af et A- og et B-hold på det danske arbejdsmarked, og at der i realiteten bliver tale om to sæt overenskomstkrav - den 'fulde' overenskomst som vi kan konflikte mod danske arbejdsgivere for at få, og den 'skrabede' overenskomst som vi kan kræve af udenlandske tjenesteydere.
Betænkningen forsøger at tilsløre denne kendsgerning på flere måder blandt andet ved at påstå, at det er 'de samlede udgifter, der påhviler den danske arbejdsgiver i henhold til en kollektiv overenskomst' der kan lægges til grund for de lønkrav, der stilles til den udenlandske tjenesteyder (betænkning side 19).
Det er jo netop blevet modsagt af betænkningens egen præcisering af, at vi kun taler om mindsteløn, og at hele den lokale løndannelse falder uden for de krav, man kan stille. Det modsiges også af betænkningens egen erkendelse af, at der ikke kan stilles krav om arbejdsmarkedspension og indbetalinger til uddannelsesfonde.
Dette problem forsøger betænkningen at komme uden om, ved at påstå, at der - bortset fra de nævnte punkter - stort set ikke er nogen grænser for, hvad der kan indregnes i begrebet mindsteløn, når overenskomstparterne skal til at definere denne.
Der er åbenbart ikke noget til hinder for, at man kan indregne akkord, resultatløn eller lignende, hvis de blot er beskrevet med 'den fornødne klarhed'. Det gælder åbenbart også almindelige overenskomstmæssige løntillæg, anciennitetstillæg, personlige tillæg, og kost og logi. Ligesom betænkningen giver udtryk for, at krav om ferie og barselsløn, der går ud over lovgivningens minimumskrav, kan 'indregnes' i mindstelønnen.
Det er svært at bevare alvoren, når man læser disse dele af betænkningen. Hvis det virkelig er muligt at stille alle disse krav til udenlandske tjenesteydere, hvorfor så hele denne øvelse? Hvorfor så ikke bare slå fast, at vi har samme adgang til at konflikte mod udenlandske og danske virksomheder? Fordi Laval-betænkningens forfattere godt ved, at det ikke holder - hvad enhver kan forvisse sig om, ved at læse Domstolens afgørelser i de nævnte sager.
Som det er grundigt dokumenteret i gennemgangen af dommene ovenfor, så er det ikke domstolens opfattelse, at Udstationeringsdirektivet skal modvirke social dumping i den forstand, som vi opfatter det i Danmark - nemlig at der stilles nøjagtig de samme krav til udenlandske, som til danske virksomheder - tværtimod.
Det er heller ikke domstolens opfattelse, at man kan lægge alle mulige andre løndele ind i begrebet mindsteløn, for så havde den ikke underkendt de svenske bygningsarbejderes krav på det punkt. Så havde Domstolen nøjedes med at underkende konflikten på det formelle punkt - nemlig at der ikke findes et system i Sverige til fastlæggelse af begrebet mindsteløn.

Repræsentative overenskomster
Laval-betænkningens henviser til Udstationeringsdirektivets bestemmelse om, at begrebet mindsteløn 'defineres i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis i den medlemsstat, på hvis område arbejdstageren er udstationeret'.
Det er åbenbart gået hen over hovedet på forfatterne, at EF-Domstolen har den opfattelse, at dén i den sidste ende afgør, om det sker i overensstemmelse med Traktaten og Direktivet, og at for eksempel Luxembourg-dommen klart siger, at formålet med Direktivet er at begrænse medlemsstaternes beføjelser på dette område (Lux 47, se ovenfor) - hvad Domstolen da også har gjort i alle fire domme.
Domstolen har faktisk også forholdt sig til den formelle løsning på problemet, som Laval-betænkningen foreslår. Modellen er, at 'mindstelønnen' skal fastlægges gennem en henvisning til 'de kollektive aftaler, der indgås af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, og som gælder på hele det nationale område', som det hedder i betænkningens forslag til lovændring (betænkning side 12).
Det er en næsten ordret afskrift af Direktivets artikel 3 stk. 8. Men i Direktivet fortsætter sætningen med at gøre det klart, at der ikke må ske forskelsbehandling mellem udenlandske og danske virksomheder. De danske virksomheder på samme arbejdssted eller inden for samme sektor skal være underkastet nøjagtig de samme forpligtelser som de udenlandske.
Det er blot en anden formulering af det grundlæggende EU-retlige princip om 'erga omnes', og her har regeringen og arbejdsmarkedets parter allerede én gang erkendt (nemlig med lovgivningen om Arbejdstidsdirektivet), at dette krav kan de danske overenskomster ikke leve op til, af den simple grund at de danske overenskomster ikke gælder for alle inden for en branche, men kun for de organisationer og virksomheder der har indgået dem.
Det vil altid være muligt at finde en dansk virksomhed inden for en given sektor, der ikke er omfattet af en overenskomst, og som derfor stilles bedre end en udenlandsk virksomhed inden for samme sektor, der bliver udsat for den skrabede 'mindstelønsoverenskomst'.

Konsekvenser for det danske system
Konklusionen må derfor være, at Laval-betænkningens model ikke løser problemet. Den skaber tværtimod nye problemer. Den betyder, at vi får en begrænsning af forhandlings- og konfliktretten i forhold til virksomheder fra andre EU-lande. Den indebærer en legalisering af et A- og et B-hold på det danske arbejdsmarked.
Den vil give anledning til nye sager, som før eller siden vil havne ved EF-Domstolen. Man kan selvfølgelig ønske Laval-betænkningens forfattere alt muligt held og lykke, men det er helt usandsynligt, at EF-Domstolen skulle nå til anden konklusion end den har gjort i de fire andre sager.
Hertil kommer de konsekvenser, som den foreslåede ordning vil få for det danske overenskomstsystem. Laval-betænkningens forslag forudsætter jo, at 'de mest repræsentative' parter på det danske arbejdsmarked - det vil sige de store overenskomstbærende organisationer - er i stand til at blive enige om en definition af 'mindsteløn' og i det hele taget det sæt af overenskomstkrav, man mener at kunne præsentere de udenlandske virksomheder for. Det er i sig selv en tvivlsom øvelse.
Hvis det virkelig skulle lykkes, vil de danske arbejdsgiverorganisationer før eller siden stille det uundgåelige spørgsmål: Hvorfor skal virksomheder fra andre EU-lande egentlig slippe billigere end danske? Hvis I som forbund kan aftale ringere vilkår for udenlandske virksomheder, hvorfor så ikke for danske?
Det er ufatteligt, at forbundsledelserne har gået med til en sådan ordning, der vil give de danske arbejdsgiverorganisationer kraftige argumenter for at kræve en generel sænkning af niveauet af løn- og arbejdsvilkår som sådan.
Hertil kommer, at ordningen vil sætte sammenholdet i fagbevægelsen på en hård prøve. Ikke nok med at man slår en streg over hele den lokale løndannelse og de lokale virksomhedsoverenskomster, og dermed sætter lokalafdelingers og arbejdspladsklubbers suverænitet ud af kraft.
De mindre forbunds nationale overenskomster kan også meget nemt blive skubbet til side, hvis det ikke lykkes dem at komme med i den fine klub af 'de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter'.

De politiske konsekvenser
Alt dette var måske til at leve med, hvis Laval-udvalget åbent havde erkendt, at dets forslag kun er en nødløsning, indtil vi får ændret EU-retten, så Domstolen ikke kan dømme som den gør, og hvis Laval-betænkningen samtidig havde indeholdt en klar anbefaling til regeringen om at stille krav til EU om en sådan ændring af reglerne.
Det ville have været endnu bedre, hvis udvalget også havde undersøgt de forskellige muligheder, der kunne være for dette, og var kommet med konkrete anbefalinger, for eksempel af det forslag til en social protokol, som EURO-LO har formuleret, og som langt hen ad vejen vil løse problemet.
Men selvom udvalgets kommissorium faktisk rummede muligheden for at komme med initiativer i forhold til EU, så er betænkningen tavs på dette punkt. Hermed bliver det klart, at Laval-betænkningen først og fremmest har en politisk funktion. Den skal tjene som alibi for regeringen og for de kræfter i partier og fagbevægelse, der for enhver pris vil undgå en konfrontation med EU i dette spørgsmål.
Det bliver den da også allerede brugt til. Både statsministeren og beskæftigelsesministeren har klart sagt, at nu har vi ikke længere noget problem, og henvist til, at arbejdsmarkedets parter bakker op om udvalgets arbejde. Det samme gør Socialdemokraternes EU-ordfører Kim Mortensen, der til dagbladet Arbejderen udtaler, at Laval-betænkningens forslag 'vil sikre Danmark mod EU-indblanding i en overskuelig fremtid'. Kim Mortensen henviser også til, at 'Vi jo har LO-formandens ord for at problemet er løst for nuværende'.
Kim Mortensen hentyder her til, at Harald Børsting har sagt, at Laval-betænkningen løser problemet 'på den korte bane', men at der 'på den lange bane' er brug for en løsning på EU-plan, hvor Harald Børsting har henvist til EURO-LO`s forslag om en social protokol som en af mulighederne.
Harald Børsting indrømmer dermed indirekte, at Laval-betænkningen ikke løser problemet, men har - med sin opbakning til betænkningen - gjort det meget svært for sig selv og for fagbevægelsen i øvrigt at forfølge løsningen 'på den lange bane'.

Ikke låg på
Hvis medlemmerne af Laval-udvalget har forestillet sig, at de med deres betænkning kunne lægge låg på debatten, må de nok tro om igen.
Da betænkningen kom sagde formanden for Byggefagenes Samvirke i København Anders Olesen, at 'det er et stort problem, at det ikke er lykkedes at sikre konfliktretten i fuldt omfang over for alle dele af overenskomsterne'.
Anders Olesen mener, at det understreger nødvendigheden af, at 'alle kræfter - faglige som politiske - nu samles om at få skabt fuld opbakning til det forslag til en social klausul, som europæiske LO har udarbejdet'.
Der er da heller ingen tvivl om, at diskussionen vil blusse op igen, når beskæftigelsesministeren i efteråret fremlægger det konkrete lovforslag på baggrund af Laval-betænkningen. Flere og flere fagforeninger vil stille det helt forståelige spørgsmål: Hvorfor er det nødvendigt med denne lovmæssige begrænsning af forhandlings- og konfliktretten?
Det helt grundlæggende problem er dog, at fagbevægelsen allerede er begyndt at rette ind i forhold til EF-Domstolens afgørelser. På en konference i februar måned i år, afholdt af Fagligt Ansvar og LO Storbyerne, kunne en tillidsrepræsentant fra byggefagene berette, at man - efter råd fra LO - selv skærer ned på kravene over for de udenlandske virksomheder, af frygt for at få en ny sag ved EF-Domstolen!
Hvis man fortsætter ad den sti, løser problemet sig af sig selv. Så er der i løbet af få år, ikke nogen dansk model at forsvare.
Hvis den danske fagbevægelse vil gøre sig håb om at ændre på dette, så er det på høje tid. Løsningen ligger lige for. Man må øge presset på især de danske socialdemokrater, der har nøglen til et flertal i det danske folketing for EURO-LO`s krav om en juridisk bindende social protokol.
Man må styrke samarbejdet med de kræfter i den europæiske fagbevægelse, som vil samme vej, og opbygge et pres på regeringerne i flere medlemslande. Det er en stor opgave, men alternativet er en udhuling af løn- og arbejdsvilkår - nu med lovgivningen i ryggen.

Finn Sørensen har beskæftiget sig med EU og arbejdsmarkedet i mange år, specielt i forhold til den danske model. Han er medlem af Fagligt Ansvars sekretariat og til daglig næstformand i 3F Industri og Service.

@b:***CITATER DER KAN SÆTTES IND I TEKSTEN***

@citat:Det indebærer en begrænsning af forhandlings- og konfliktretten i forhold til virksomheder fra andre EU-lande.


@citat:Domstolen har ikke kun angrebet forhandlings- og konfliktretten, men i det hele taget den enkelte medlemsstats ret til at forsvare sig imod social dumping.
@OSKOskr.Box:
@citat:Domstolen afviste fuldstændig den svenske og danske regerings påstand om, at spørgsmålet om kollektive kampskridt ligger helt uden for EU`s kompetence.

@citat:Formålet med udstationeringsdirektivet er at øge konkurrencen på det indre marked. Det nødvendiggør, at udenlandske firmaer kan få lov til at underbyde værtslandets løn- og arbejdsvilkår.

Det er ulovligt at stille krav om skriftlig arbejdskontrakt eller ansættelsesbevis.


@citat:Ifølge Domstolen har formålet med direktivet netop været at 'begrænse medlemsstaternes beføjelser med hensyn til indgreb på lønområdet til fastsættelse af mindstelønnen'.


@citat:Denne gennemgang af de fire domme burde gøre det klart, at der ikke findes nogen national løsning på problemet.


@citat:Det er ufatteligt, at forbundsledelserne er gået med til en sådan ordning, der vil give de danske arbejdsgiverorganisationer kraftige argumenter for at kræve en generel sænkning af lønniveauet.


@citat:Betænkningen skal tjene som alibi for dem, der for enhver pris vil undgå en konfrontation med EU i dette spørgsmål.


@b:
***Citater til billeder
A
@citat:Hvad lønfastsættelse angår, så gør Lavaldommen det krystalklart, at der ikke kan stilles krav ud over den mindsteløn, som er nævnt i direktivet.

**B
@citat:Hvis den danske fagbevægelse vil gøre sig håb om at ændre tingenes tilstand, så er det på høje tid.

@citat:***C
Forslaget er en grundlæggende accept og legalisering af et A- og et B-hold på det danske arbejdsmarked.


@b:**D
@citat:Ifølge Domstolen, så er det en ulovlig begrænsning af den frie bevægelighed for tjenesteydelser, hvis man stiller dette krav til virksomheder fra andre EU-lande.

>

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. sep. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland