14 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Antiracister kritiserer White Pride-dom

Antiracister kritiserer White Pride-dom

Fredag, 05. september, 2008, 00:00:00

Medlemmer af White Pride fik 60 dages fængsel for overfald på venstreorienteret. Dommeren afviser, at det var et politisk overfald.

Det var ikke et politisk overfald, da fem medlemmer af den højreekstremistiske organisation White Pride overfaldt en 20-årig venstreorienteret mand i Århus den 28. juli. Det fastslog dommeren i byretten i Århus i onsdags.
Antiracistisk Netværk Århus undrer sig over, at volden ikke blev takseret til at være politisk motiveret og er skuffede over, hvad de betegner som en mild strafudmåling.
Overfaldsmændene blev idømt hver 60 dages fængsel for gruppevold. Anklageren havde krævet fem måneders fængsel til fire af højreekstremisterne og et år til frontfiguren, en 25-årig mand.
Sagen blev ført som en tilståelsessag uden vidner. Ifølge Ritzau var der smil og begejstring at spore blandt de dømte og deres sympatisører efter, at dommen var afsagt.
- Flere af de dømte er toneangivende i det højreekstreme miljø i Århus, som byrådet har erklæret en nul-tolerance-politik overfor. Derfor bør anklagemyndigheden straks anke sagen for at få hele sandheden frem og skærpet straffen, siger Peter Hegner Bonfils, talsmand for Antiracistisk Netværk i Århus.
Retten dømte derudover den 25-årige for besiddelse af 44 gram amfetamin samt våben som for eksempel en krysantemumbombe og for fire gange at have knust ruder i Enhedslistens lokaler i Sejerøgade i Århus. Samlet fik han seks måneders fængsel.
Keld Hvalsø Nedergaard fra Enhedslisten er tilfreds med, at de fem blev dømt, men finder strafudmålingen for lav, specielt når det gælder hærværket mod Enhedslisten.
- Uden at kende dommens detaljer, ser det ud som om han kun har fået en måneds fængsel for selve hærværksdelen. Det finder jeg er rystende lavt, da det på ingen måde kan sammenlignes med almindeligt hærværk. Det er jo et angreb på forsamlingsfriheden og dermed selve demokratiet, siger Keld Hvalsø Nedergaard. Han håber også, at dommen bliver anket til landsretten.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. sep. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland