24 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Så ruller Bam-bussen

Så ruller Bam-bussen

Fredag, 05. september, 2008, 00:00:00

Fagbevægelse og arbejdsgivere indenfor byggeriet er gået sammen om et fælles projekt for et bedre arbejdsmiljø i branchen

Arbejdsmiljøet i byggebranchen trænger til et løft.
Det er både fagbevægelse og arbejdsgivere enige om.
De er derfor gået sammen om projekt, Byggeriets arbejdsmiljøbus. I løbet af de næste tre år skal otte mobile konsulenter hjælpe mindre og mellemstore byggefirmaer og de ansatte med at tage bedre hånd om sikkerheden og arbejdsmiljøet.
- Vi håber den her indsats kan være med til at nedbringe det alt for store antal ulykker og dødsfald på landets byggepladser, siger Anders Kabel, der er ansat som projektleder.
Byggeriets arbejdsmiljøbus, eller Bam-bus, er et resultat af overenskomstforhandlingerne i 2007. Her blev Dansk Byggeri og byggefagene enige om at oprette en fond, og det er pengene herfra, der nu omsættes i konkret handling.
At der er grund til at sætte ind med øget fokus er der masser af eksempler på.
Risikoen for at komme ud for en ulykke, især de alvorlige ulykker, død, amputation og knoglebrud er mere end dobbelt så stor i byggeriet som i alle andre brancher. Samtidig er der tegn på, at antallet af dødsulykker igen stiger. Alene i sidste uge døde tre bygningsarbejdere. Otte personer har mistet livet i årets første otte måneder.
Både arbejdsgivere og de medvirkende forbund har da også store forventninger til at projektet kan vende udviklingen, fremgår det af Fagbladet.dk.
- Indsatsen for at få nedbragt antallet af ulykker kan ikke prioriteres for højt, og jeg forventer bestemt, at arbejdsmiljøbussen sætter sig varige spor, sagde John Larsen, formand for byggegruppen i 3F, da projektet og de otte ansatte konsulenter blev præsenteret i tirsdags.
Peter Hougård, formand for bygningsgruppen i forbundet Træ-Industri-Byg, fremhæver, at det er nyt, at arbejdsgivere og fagbevægelse sammen gør en målrettet indsats for at rette op på arbejdsmiljøet i branchen.
- Vi håber, at virksomhederne og medlemmerne vil gøre flittigt brug af konsulenterne, der er sat til verden for at hjælpe den enkelte virksomhed med at forebygge ulykker, siger han.
Om en måneds tid er konsulenterne klar til rulle ud i hele landet i Bam-bussen med det synlige slogan 'Få arbejdsmiljøet til at køre'.



Parterne bag det tre årige projekt Byggeriets arbejdsmiljøbus, bam-bus, er Dansk Byggeri, 3F, Forbundet Træ-Industri-Byg, El-Forbundet, Blik- og Rørarbejderforbundet og Dansk Metal.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. sep. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland