De regionale busser på Fyn kører stadig ikke. I går sagde chaufførerne nej til en midlertidig nødplan
Den ugelange konflikt på Fyn er stadig ikke løst.
Mandag morgen forsøgte tillidsrepræsentant Helle Madsen at få chaufførerne med på en midlertidig nødplan for at få gang i de regionale busser igen.
- Men jeg må konstatere, at kollegerne efterlyser mere langsigtede løsninger på den konflikt, vi er havnet i, siger hun til Arbejderen, da mødet er slut.
De regionale busser har ikke været ude og køre siden mandag i sidste uge. Chaufførerne havde da arbejdet efter nye køreplaner, som det regionale busselskab FynBus indførte med virkning fra den 24. august.
- Planerne er lavet så stramme, at vi hele tiden kører med forsinkelser. Der er ikke afsat tid til hverken at holde pause eller komme på toilettet. Efter kun en uge bukkede kollegerne under på stribe, fortæller tillidsrepræsentant Finn Jensen til Arbejderen.
Chaufførerne er ansat ved Arriva, der gennemgik de nye planer i weekenden. Ifølge kommunikationsdirektør Jan Wildau blev der fundet fejl og mangler på 42 ud af 43 linjer. Firmaet støtter chaufførerne i at arbejdsforholdene skal være, så man ikke bryder sammen af stress bag rattet.
De strejkende ønsker at køre efter de gamle planer, indtil de mange fejl og mangler er rettet. Direktør for FynBus, Lars Oksbjerre, siger til Arbejderen, at det ikke kan lade sig gøre, fordi der vil gå 6-8 uger at genindføre dem.
Bestyrelsesformand for FynBus Steen Møller (K) mener, at ansvaret for at løse konflikten ligger hos Arriva.
- Vi har en kontrakt med Arriva, og vi forventer nu at bestyrelsen lever op til sit ansvar og får løst konflikten. Vi ønsker at busserne kommer tilbage på vejene hurtigst muligt men naturligvis med udgangspunkt i den køreplan, vi har bestilt hos Arriva, siger han til DR Fyn.
Arbejderen har forgæves forsøgt at få en kommentar fra bestyrelsesformand Steen Møller og medlemmer af FynBus` bestyrelse.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278