Flere kommuner sætter ejendomme til salg for at lappe huller i de trængte budgetter. Enhedslisten advarer mod at sælge alt arvesølvet
Flere kommuner holder brandudsalg over gamle skoler, rådhuse og biblioteker.
De kommunale ejendomme bliver sat til salg for at lappe på hullerne i de budgetter, som i disse dage er ved at blive færdiggjort.
I Odsherred har økonomiudvalget bedt embedsmændene om en liste over alt, hvad der kan sælges i kommunen. To gamle plejehjem, en svømmehal og flere boliger er blandt andet i spil.
- Vi skal finde 55 ekstra millioner kroner i år og næste år, så salg af ejendomme er et af de midler, vi arbejder med, fortæller Odherreds borgmester, Finn Madsen (A), til Arbejderen.
På Langeland er det kommunale udsalg allerede afsluttet med 12 millioner kroner i indtægt for 14 ejendomme, heriblandt det tidligere Rudkøbing Rådhus, et par skoler og biblioteker og flere boliger.
- Vi har nedlagt nogle skoler og lagt biblioteker sammen i forbindelse med kommunesammenlægningen efter strukturreformen, så nu har vi solgt de bygninger, der blev ledige, forklarer Langelands viceborgmester, Annie Feldt (A), til Arbejderen.
Men selvom det kan virke fornuftigt nok, at sælge bygninger, man ikke har brug for, advarer kommunalordfører for Enhedslisten, Line Barfod, dog mod udviklingen.
- Kommunerne sælger ud af alt arvesølvet, og på et eller andet tidspunkt er der ikke mere på kistebunden, man kan sælge af. Hvis kommunerne ikke var så økonomisk pressede, ville de sælge og købe ejendomme i nogenlunde samme takt. Men nu, hvor de bare sælger, betyder det, at flere og flere værdier flyttes fra fællesskabet over til det private, siger hun til Arbejderen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278