Ældre, som ikke kan protestere og yde modstand, er taberne, når klokken slår 17.30, og det er sengetid i Grøndalshusene, fortæller tillidskvinde
- En enkelt ansat kan ikke lægge ti borgere i seng!
Tillidskvinden for de i alt 39 social- og sundhedshjælpere og -assistenter på plejehjemmet Grøndalshusene i Haslev, Conni Sørensen, er lige så frustreret, som de pårørende og de ældre det går ud over.
Til daglig arbejder hun på Grøndalsvej 31 - det ene af i alt fem ældrehuse med hver ti beboere. Fra klokken 18 til klokken 23.30 er der kun én enkelt plejer til at sørge for kaffe og lægge de ældre i seng.
Det er ikke kun fysisk, det gør ondt. Det er hårdt at være nødt til at lægge ældre i seng - som reelt ikke vil i seng, men ikke har evnerne eller sproget til at sige fra, forklarer hun.
- Oftest er det de ældre, som ikke kan sige fra og ikke kan gøre modstand, der bliver lagt i seng. Det er slet ikke spor sjovt. Men vi kan ikke lægge dem alle sammen i seng alene efter klokken 18. Vi har oplevet, at en del ansatte er flygtet fra arbejdspladsen, fordi de simpelthen ikke kan leve med de forhold. Vi vil jo gerne arbejde med mennesker, siger Conni Sørensen.
Derfor bakker de ansatte de pårørende op i deres kamp for flere hænder.
- Ældre er ikke anderledes end os andre. De vil have deres frihed - også til at bestemme, hvornår man skal i seng.
Den ringere pleje, som blev en konsekvens af kommunalreformen, kan mærkes tydeligt i Grøndalshusene.
- Mange af de ældre og deres pårørende valgte netop Grøndalshusene i Haslev, fordi det var et 'Leve Bo fællesskab'. Men i dag er det kun måltiderne, der er fælles. Stort set alle de andre fællesaktiviteter - som et lave julepynt eller skrælle æbler og bage en kage - er stort set skåret væk, konstaterer Conni Sørensen og uddyber:
- Lige nu er jeg bare ansat til at passe de ældre, fordi politikerne har valgt, at vores lokale ældre skal have et minimum af pleje. Nu handler det stort set kun om at bade dem og give dem mad. Alt det andet er skåret væk. Og det er gået stærkt.
Der er ikke engang tid til, at en ansat kan følge med de ældre til lægen eller køre med dem på sygehuset. Det må de pårørende gøre - hvis der er nogle og de har tid.
Tillidskvinden håber på, at mange vil dukke op til det møde, som de pårørende har arrangeret på Haslev Bibliotek mandag den 6. oktober.
- Jeg håber på, at vi får de ansatte tilbage, vi havde før kommunesammenlægningen. Dét at blive gammel skal være en rar ting. Der er masser af ting, man kan lave sammen med de ældre, og de elsker at snakke om, hvordan det var i gamle dage. Vi skal have tid til at lytte og være sammen med de ældre igen, håber Conni Sørensen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278