23 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

København står ved skillevej

København står ved skillevej

Fredag, 19. september, 2008, 00:00:00

Socialdemokraterne skal vælge mellem skattelettelser og velfærd. I går realitetsforhandlede Ritt Bjerregaard med de borgerlige

Socialdemokraterne på Københavns Rådhus står overfor et afgørende valg, når de skal vælge, hvem der skal indgås budgetforlig med. I går ved Arbejderens deadline tydede alt på, at S vælger den borgerlige vej og indgår et forlig med V, K og Dansk Folkeparti, som bliver præsenteret i dag.
Den borgerlige fløj ønsker et forlig med skattelettelser og nedskæringer på børneområdet. På den anden side kræver venstrefløjen og Radikale, at forringelser på børne- og socialområdet tages af bordet.
- Enhedslisten, SF og Radikale er blevet enige om at gå sammen i forhandlingerne om budgettet og viser velfærd som et klart alternativ til de borgerliges skattelettelser, siger Enhedslistens socialborgmester Mikkel Warming til Arbejderen.
De sidste dage har Socialdemokraterne ført forhandlinger med alle parter.
Det traditionelle budgetsamarbejde mellem SF, Radikale og Socialdemokraterne blev brudt, da SF i sidste uge krævede en risikovurdering på et boligbyggeri i Kløvermarken, før de som lovet ville stemme for aftalen.
Siden har luften mellem SF og S været kølig på Rådhuset, og ifølge SF`s politiske ordfører Frank Hedegaard er der ikke udsigt til, at den bliver varmere.
- Vi står vi fast på kravet, så i forhold til budgettet venter vi på et udspil fra Socialdemokraterne, siger han til Arbejderen.
Hvis Ritt Bjerregaard vender sig mod de borgerlige partier i budgetforliget, bliver det er valg, der kan mærkes.
- Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti går ind i budgetforhandlingerne med et samlet krav om skattelettelser, fortæller Venstres gruppeformand, Martin Hirsch, til Arbejderen.
Socialdemokraternes politiske ordfører indrømmer overfor Ritzau, at budgettet næste år kan blive borgerligt.
- Det er rigtigt, at vi realitetsforhandler med VKO, og at skattelettelser er inde i billedet, siger Anne Vang.
Det betyder, at hovedstadens fritidshjem og øvrige børne- og ungdomsinstitutioner stadig risikerer besparelser på op til 184 millioner kroner.
I går inviterede Københavns fritidshjem og KKFO`er (skolefritidsordninger) forældre og presse på besøg for at fortælle om deres modstand mod spareplanerne.
Britt Petersen, som er formand for pædagoger og medhjælpere i fagforeningen LFS, er ikke i tvivl om, hvilken vej, hun synes Socialdemokraterne skal vælge.
- Ritt Bjerregaard skal holde sine valgløfter og satse på velfærd, børn og socialområdet, som hun har sagt hun ville, siger hun til Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


19. sep. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland