NNF skal være det førende forbund for ansatte i fødevare-industrien. Vejen går gennem øget medlemstal og det skal nås ved at sætte øget fokus på organisering
I løbet af de sidste tre år har Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet (NNF) mistet 9.000 medlemmer, mere end 20 procent.
Alene i de sidste fem måneder har forbundet vinket farvel til 1.280 medlemmer. På én af de arbejdspladser, hvor stort set alle ansatte tidligere var medlem af NNF, er det i dag kun lidt mere end halvdelen.
Det er blot nogle af de konkrete facts, der er kommet frem på NNF' kongres i Aalborg. De barske realiteter vil forbundet imidlertid ikke sidde overhøring. Medlemsudviklingen skal vendes:
- Tillidsrepræsentanternes placering i Nyt NNF bliver omdrejningspunktet i vores organisation og en afgørende brik i at vende medlemsudviklingen, sagde forbundsformand Ole Wehlast i sin replik til beretningsdiskussionen.
Direkte kontakt
En af de lokale afdelinger, der allerede har gjort sig erfaringer med at sætte fokus på medlemshvervning, er NNF København.
Formanden for den københavnske afdeling, Henrik Tonnesen, fortæller gerne om erfaringerne:
- Det er hverken klistermærker eller kuglepenne, der får folk til at melde sig i fagforening. Nej, det er den direkte kontakt med folk ude på arbejdspladserne, siger han til Arbejderen i en pause under kongressen.
Afdelingen har fået kontant opbakning fra forbundet i form af 100.000 kroner til at sende de første tillidsrepræsentanter igennem projekt Organisér.
LO-Storkøbenhavn står som tovholder på projektet og Henrik Tonnesen sidder med i styregruppen. Han tøver ikke med at betegne projektet som en succes.
- Vi kan se, at det breder sig som ringe i vandet. Der er 13-15 deltagere på hvert hold, vi starter op, og foreløbig har der været mellem 150 og 200 personer igennem uddannelsen til organiser.
Genopbygge TR-bevægelsen
Projekt Organisér går kort fortalt ud på at finde de aktive medlemmer eller kontakter på en arbejdsplads, som kan være bindeleddet mellem fagforeningen og arbejdspladsen, og det behøver ikke være tillidsrepræsentanter.
'Der er tale om en strategi, hvis fornemste opgave det er at genopbygge TR-bevægelsen, styrke medlemmerne og danne stærke netværker imellem fagforeningens mange led af medlemmer og ansatte', kan man læse i en status fra LO Storkøbenhavn.
Hidtil har man lænet sig meget op af de erfaringer, som fagbevægelsen i blandt andet England og USA har gjort sig. Det vil også være vigtigt fremover at lære af det, de gør i andre lande. Samtidig er det nødvendigt, at den danske fagbevægelse finder sine egne former og metoder, understreger den københavnske afdelingsformand.
Henrik Tonnesen er derfor tilfreds med, at NNF vil bruge erfaringerne fra projektet, når der i den næste kongresperiode skal mere opmærksomhed på organisationsprocenten. Forbundet vil konkret undersøge muligheden for at ansætte organisere, der kan være med til at vende medlemsnedgangen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278