15 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

F-35 Joint Strike Fighter får dumpekarakter

F-35 Joint Strike Fighter får dumpekarakter

Lørdag, 20. september, 2008, 00:00:00

Danmark har betalt 400 millioner kroner - med ekstra 2 milliarder i tilsagn - til jagerfly-projekt. Flyet har mangler, og russiske jagere er overlegne, viser tests

Det storstilede samarbejde om udvikling af en ny generation af jagerfly, 'F-35 Joint Strike Fighter' (JSF), får drøje hug i det anerkendte britiske forsvarstidskrift Jane`s Defence Weekly.
Danmark er med i projektet, men JSF er ifølge eksperter i alvorlig modvind.
- Flere problemer vil blive opdaget, måske mere alvorlige end fejlene ved motor, flykontrol og flyelektronik, som hidtil er fundet, lyder det fra én af kritikerne, jagerfly-ingeniøren, Pierre Sprey, ifølge det norske dagblad Klassekampen.
Pierre Sprey og sikkerhedsrådgiver på F-16 flyet, Winslow T. Wheeler, rejser den hårde kritik på baggrund af oplysninger fra USA`s luftvåben. Den amerikanske våbengigant, Lockheed-Martin står bag, og den lover et fly, som fungerer både som bombe-, jagerfly og støtte til landtropper.

Slået af russisk fly
De to eksperter mener JSF for 'overvægtig' og for svært at manøvrere. Desuden dumper flyet, som støttefly til landtropper, og de kalder det i dén forbindelse 'chanceløst'. Udviklingen af JSF, tæller udover USA og Lockheed-Martin også: Danmark, Norge, Storbritannien, Italien, Holland, Canada, Tyrkiet og Australien.
Folketinget har foreløbigt betalt 400 millioner kroner - med ekstra 2 milliarder i tilsagn - for at deltage i projektet.
Også i en top-hemmelig simulator-test på USA`s flybase Hickam på Hawaii i august, er JSF i store problemer. Flyet blev i de endelige test-resultater 'slået ned som sælunger' af russiske 'Sukhoi'-fly, siger et liberalt medlem af USA`s senat, Dennis Jensen, skriver Klassekampen.
Der er dog endnu ikke blevet offentliggjort detaljer om testen. I Norge afviser højrefløjen, at der skulle være noget galt med JSF.

Dyrt projekt
Udover JSF`s militær-teknologiske vanskeligheder, så har den økonomiske del af projektet også problemer. I marts i år skrev USA`s rigsrevision, GAO: 'Tre forsvarsinstitutioner har uafhængigt af hinanden konkluderet, at programomkostningerne er undervurderet med op til 38 millioner dollars (195,5 milliarder kroner), og at udviklingen af kampflyet bliver forsinket mellem 12 og 27 måneder', skriver Ingeniøren.
Selvom JSF officielt konkurrerer med det svenske jagerfly JAS 39 Gripen og det europæiske Eurofighter Typhoon om at afløse det danske og norske luftvåbens F-16-fly, har danske politikere længe støttet JSF økonomisk. I december 2007 trak Eurofighter sig fra konkurrencen med henvisning til, at det var spildte penge, da USA allerede var sikret kontrakterne, skriver dagbladet Børsen.
Selvom JSF får dumpekarakter, tyder meget på, at det bliver Danmarks nye jagerfly.
- Der er efterhånden så mange penge i projektet, at det nok skal komme op og flyve. Rent politisk vil det blive en pinlig affære, hvis det ikke bliver JSF, alene fordi der allerede er betalt knap én milliard kroner til projektet med bred opbakning i Folketinget, og de penge vil være spildt, hvis det ikke bliver JSF, siger Erik Holm, journalist fra Ingeniøren, som har beskæftiget sig indgende med JSF-sagen, til Arbejderen.
- Mit indtryk er, at både regeringen og forsvaret brændende ønsker sig JSF - og det får de. Alt andet vil være en overraskelse af historiske dimensioner, slutter Erik Holm.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. sep. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland