23 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ritt Bjerregaard: Kald mig populist

Ritt Bjerregaard: Kald mig populist

Lørdag, 20. september, 2008, 00:00:00

Kald mig populist, siger Ritt Bjerregaard efter budgetforlig med VKO, der giver københavnerne skattelettelser og mindre velfærd

Højere forældrebetaling på fattigere institutioner, ringere hjælp til udsatte børn, færre tilbud til hjemløse - og 22,50 kroner mere om måneden i lommen.
Sådan ser næste år ud for københavnerne efter overborgmester Ritt Bjerregaard (S) i går præsenterede budgetforlig med Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti.
Det vakte håb om et brud med regeringens økonomiske rammer, da København stemte nej til regeringens økonomiske aftale med Kommunernes Landsforening (KL). Men trods løfter om velfærd frem for skattelettelser har Ritt Bjerregaard alligevel underskrevet et forlig med skattelettelser for over 140 millioner kroner.
- Du kan sige, det er populistisk. Jeg stemte nej til aftalen mellem regeringen og KL, fordi jeg synes den er håbløs. Men nu må vi acceptere, at aftalen er lavet, og så tror jeg hellere københavnerne vil have 270 kroner ekstra om året, end at vi sender pengene tilbage til finansministeren, siger Ritt Bjerregaard til Arbejderen.
Ritt Bjerregaard og politisk ordfører Anne Vang (S) fremlagde budgettet flankeret af borgmestre fra Venstre og Konservative samt et BR-medlem fra Dansk Folkeparti.
- For os har det været væsentligt at få et så rødt resultat som muligt, og i år er det altså med de borgerlige partier, sagde Anne Vang, og fik derved fremmødte repræsentanter fra de pædagogiske fagforeninger og forældreorganisationen KFO til at bryde ud i spontan latter.
Budgettet betyder, at forældrene skal betale 187 kroner ekstra om måneden i gennemsnit for institutionspladser, mens renovation og udbygning af klubpladser bliver udskudt. Selv om forligspartierne lover, at budgettet medfører pasningsgaranti til byens børn, gælder garantien kun til børnene fylder 12 år. Herefter kan flere bydele ikke tilbyde klubplads, fordi udbygningen bliver skudt.
- Jeg forstår ikke, hvordan Ritt Bjerregaard kan love, at der ikke bliver skåret ned efter det her. Hvis der ikke sker noget, vil forliget føre til tvangsudmeldinger af 12-årige i Indre Bys klubber. Hvordan hænger det sammen med løfterne om en mere sikker by, spørger Nina Reffstrup fra Københavns Forældreorganisation.
Forligspartierne bag budgettet lægger vægt på, at en stor del af budgetpengene er tilført det hårdt trængte sociale område. Men det betyder ikke, at Københavns handicappede, psykisk syge og udsatte undgår nedskæringer, fastslår socialborgmester Mikkel Warming (Ø).
- Selvom boligsituationen for de handicappede bliver forbedret, er det ikke et løft for hele det sociale område. Døgnpladser til udviklingshæmmede og autister bliver udskudt, socialcentrene får ikke det løft, de trænger til, og de hjemløse får det ringere, når enten kontaktstedet på Mændenes Hjem eller sundhedsteamet på Sundholm skal lukke, siger Mikkel Warming til Arbejderen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. sep. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland