Endnu flere unge vil blive udstødt med den nye udlændingeaftale. Og det vil blive endnu sværere at forhindre bander, advarer socialrådgivere
Stik imod advarsler fra socialrådgivere og forskere udvider regeringen nu den forhadte 300-timers regel: Fremover skal forældre på kontanthjælp hver især arbejde 450 timer indenfor 24 måneder, hvis de ikke skal miste den ene indtægt.
Det er en af konsekvenserne af den udlændingeaftale, som integrationsminister Birthe Rønn Hornbech præsenterede mandag aften. Med aftalen vil regeringen og Dansk Folkeparti 'imødegå de uheldige konsekvenser' af EF-domstolens såkaldte 'Metock-dom'. Dommen slår fast, at danskere - efter et kort ophold i et andet EU-land - har ret til at flytte tilbage med en udenlandsk ægtefælle.
Dansk Socialrådgiverforening harmes over aftalen:
- Når familier mister den ene indtægt, vil det betyde, at endnu flere børn vokser op i fattigdom. Masser af børn og unge får ikke de samme muligheder som deres jævnaldrende. De bliver marginaliseret. Desto flere der skubbes ud, desto sværere bliver det for samfundet fremover at undgå bander og skyderier i gaderne, siger Mette Blauenfeldt til Arbejderen. Hun er formand for integrationsfaggruppen i Dansk Socialrådgiverforening.
En rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd viste tidligere på året, at en femtedel af de mennesker, der mistede kontanthjælpen som følge af 300-timers reglen, bliver sat på gaden, fordi de ikke har råd til at betale husleje.
Kritikken preller af på Venstre:
- 300-timers reglen betød ikke mere fattigdom. Aftalen er et klart vink med en vognstang til indvandrerkvinderne: Staten skal ikke finansiere hjemmegående husmødre. 300-timers reglen fik flere i arbejde. Det vil 450-timers reglen også gøre, erklærer Venstres integrations- og udlændingeordfører Karen Ellemann.
Med aftalen skærpes også kravene til indfødsretsprøven: Prøvetiden nedsættes fra 60 til 45 minutter og i stedet for 28 rigtige svar skal der nu svares rigtigt på 32 ud af 40 spørgsmål. Også mulighederne for at smide udlændinge ud af landet skærpes: De skal nu kunne udvises ved mildere vold og bandekriminalitet.
Til gengæld for alle stramningerne har Dansk Folkeparti accepteret, at EU-dommen betyder en lempelse af de stramme danske regler for familiesammenføring. Man skal blot under ed dokumentere, at man har etableret sig med fast bolig og har en plan for opholdet i EU-landet, samt at der ikke er tale om et proformaægteskab, for at kunne omgå 24-års-regel og tilknytningskrav.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278