EU truer fagbevægelsen, lød det under beretnings-debatten på TIB¤¤s kongres. I en udtalelse bliver det slået fast, at konflikt-retten skal stå over den frie bevægelighed i EU
TIB har gennem årene været grundlæggende positiv i forhold til EU. Nu er tiden inde til at sige fra og tilslutte sig kravet fra EFS (Europæisk Faglig Sammenslutning) om en social klausul, mener Jens Borking.
Han var en af flere talere, som kommenterede EU`s stigende indflydelse på de danske overenskomster, da debatten blev åbnet på Træ- Industri- Byg`s (TIB) kongres i Aalborg i går.
EU er direkte med til at undergrave det danske arbejdsmarked og fagbevægelsen, fortsatte Jens Borking fra TIB afdeling 9 i København. Han sendte en bredside mod det af regeringen nedsatte Laval-udvalg.
- Det har intet gjort for at dæmpe EU's skævvridning. I bedste fald er resultatet af udvalgets arbejde naivt. Jeg er ikke i tvivl om, at hvis der skal ske et valg mellem de faglige/sociale rettigheder og arbejdskraftens frie bevægelighed, så vil det blive det første, der må vige.
Udstationering
- Problemerne drejer sig især om de udstationerede firmaer. Kampen for at få dem til at tegne overenskomst er ikke blevet nemmere efter de sidste fire EU-domme, fastslog Palle Bisgaard fra TIB's afdeling 9.
Han tilsluttede sig John Monks, generalsekretær i EFS, der har kaldt dommene en licens til social dumping og stillede forslag om, at TIB`s kongres skulle udtale sig mod denne udvikling.
Det synspunkt var der opbakning til. I en udtalelse bliver det slået fast, at TIB ikke ønsker social dumping, men vil arbejde på, 'at konfliktret og lønmodtagernes rettigheder kommer øverst på dagsordenen i EU.' Og forbundet 'støtter derfor den europæiske faglige sammenslutning EFS`s krav om, at konfliktretten skal stå over den frie bevægelighed i Europa.'
Østarbejdere
Den afgående forbundsformand Arne Johansen bevægede sig i sin sidste beretning rundt på både den internationale og den nationale scene.
- Udfordringerne for TIB er mange og store. Vi er under pres i mere end én forstand. Vi skal ikke alene slås med en borgerlig regering på syvende år. Medlemmerne forsvinder og de mange østarbejdere lægger et voldsomt beslag på afdelingernes ressourcer, påpegede Arne Johansen.
Anders Munk, formand for afdeling 4, greb problemerne med østarbejderne.
- Du er inde på familien Danmarks behandling af østarbejdere. Du har ret - det er flovt, det er beskæmmende. Brug gerne dit venskab med Helle Thorning (S) til at gøre opmærksom på de her urimelige forhold i det politiske system, sagde han blandt andet.
Flere delegerede efterlyste et mere synligt forbund, der blander sig mere kritisk og højrøstet til den udvikling, der foregår for at smadre den kollektive velfærd.
Det gjaldt blandt andet Jette Gottlieb fra a-kassen i TIB afdeling 9.
- Der er ingen tvivl om, at regeringen har afsat den her folketingsperiode til at færdiggøre deres arbejde. De mangler at smadre uddannelsessystemet og forsøger at smadre fagbevægelsen.
Hun påpegede blandt andet, at dagpengedækningen er blevet forringet og a-kasserne er blevet pålagt flere og flere kontrolfunktioner
- Den styrke vi har som faglig a-kasse nedtones på bekostning af kontrolmekanismer. Vi må sige stop, understregede hun.
Kongressen fortsætter i dag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278