23 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Underentreprenører dumper lønnen

Underentreprenører dumper lønnen

Tirsdag, 30. september, 2008, 00:00:00

Byggefagenes Samvirke vil rydde op i underskoven af underlødige under-entreprenører. De er det største problem, når det drejer sig om løndumping i byggebranchen

På byggepladserne i København og omegn arbejder der omkring 20.000 udlændinge, anslår byggefagforeningerne. Og hovedparten af dem er ikke omfattet af en overenskomst.
De arbejder i udenlandske underentreprenør-firmaer til lønninger langt under, hvad dansk overenskomst og aftaleforhold foreskriver.
- Det generelle billede er, at danske firmaer gør flittigt brug af udenlandske underentreprenører. Store danske entreprenører som Pihl & Søn gør det for eksempel konsekvent, siger Palle Bisgaard, formand for byggegruppen i TIB`s afdeling 9.
Fagforeningen er blandt de mange, der gør en ihærdig indsats for at sikre, at de udenlandske kolleger arbejder her i landet på ordentlige løn- og arbejdsvilkår.
Men det kan virke som en kamp mod vejrmøller, indrømmer Palle Bisgaard. Virkeligheden er den, at hovedparten af de udlændinge, der arbejder i byggebranchen er udstationeret, og derfor kan der ikke stilles krav om overenskomst eller udbetaling af mindsteløn.
- Dertil kommer, at kun halvdelen af de udstationerede reelt er udstationerede. Det er desværre mere reglen end undtagelsen, at firmaerne er oprettet til lejligheden af danske arbejdsgivere, og det er et klart forsøg på at omgå udstationeringsdirektivet.

Udstationeret
Udstationeringsdirektivet er i princippet i orden, mener Palle Bisgaard.
Hvis et polsk firma vil udstationere bygningsarbejdere i Danmark, skal det være registreret, have ansatte og udføre byggeopgaver i hjemlandet. Sådan ser virkeligheden dog langt fra ud, og dertil kommer masser af andre problemer med de udenlandske firmakonstruktioner.
- Den følgelovgivning og det apparat, der skal til for, at udstationeringsdirektivet kan fungere i praksis, er ikke blevet lavet, og de myndigheder, der skal sikre, at alt går lovligt til, har hverken ressourcer eller den fornødne tid til opgaverne. For eksempel bliver mange af de udenlandske firmaer ikke, som de skal, registreret hos Skat i Danmark.
- Politiet har heller ikke tid til at følge op på de mange sager. Tag Alfield Aps, som vi har anmeldt flere gange, første gang for over et år siden. Jeg har været til afhøring i sagen og aktuelt kan vi pege på to konkrete adresser, hvor firmaet er i gang. Der sker bare ingenting, lyder det fra Palle Bisgaard.

Anmeldt i 2005
Malernes Fagforening i Storkøbenhavn kan supplere listen over problemer med underentreprenører.
- Københavns Politi har meddelt os, at de nu har rejst sigtelse i otte forhold anmeldt af fagforeningen i 2005 vedrørende overtrædelse af Udlændingeloven, fortæller formand Bo Rosschou.
Alle otte sager vedrører et polsk registreret firma, ODS, og et dansk registreret firma, Trio Huse. Begge selskaber var ejet af den samme danske personkreds, som rekrutterede et stort antal polske bygningsarbejdere til at udføre bygningsarbejde i Danmark.
- Det gjorde de blandt andet ved på papiret at udlåne polske arbejdere fra ODS til Trio Huse. Ved påstået udstationering kunne de således undgå at betale danske lønninger og derved opnå en kæmpe fortjeneste på at udnytte billig polsk arbejdskraft, lyder det fra Malernes fagforening.

Bombe under velfærdssystemet
På trods af en kæmpe indsats fra fagforeningernes side, er det kun et fåtal af de udenlandske firmaer, det er lykkedes at få fat på og overenskomstdække.
Det faktum, at der i år kun er givet det halve antal arbejdstilladelser i forhold til sidste år, får ikke Palle Bisgaard til at mene, at der er færre udenlandske håndværkere i Danmark.
- Antallet af underentreprenører er på samme niveau, som sidste år. Og det er mange.
For at give et lille indtryk af omfanget nævner han byggefagforeningernes fælles aktion sidste år. På en enkelt dag stødte de på 1000 udenlandske håndværkere på byggepladser i hovedstadsområdet. Mange havde fået nys om besøget og flere arbejdspladser var som blæst for mennesker, da byggefagene dukkede op.
Hvis fagforeningerne ikke er på dupperne hele tiden, forudser Palle Bisgaard endnu større problemer.
- Jeg kan nemt forestille mig, at arbejdsgiverne vil skille sig af med danske bygningsarbejdere, hvis eller når der sker en opbremsning i byggeriet. Derfor forsøger vi også gennem Byggefagenes Samvirke at skabe noget opmærksomhed om, at der findes arbejdsgivere, som omgår reglerne og hellere vil have billig udenlandsk arbejdskraft end dansk.
Det kalder Palle Bisgaard en bombe under velfærdssystemet.
- For hvor skal pengene komme fra, når danske arbejdsgivere sender danske bygningsarbejdere på dagpenge og i stedet ansætter udenlandsk arbejdskraft, som ikke bidrager med skat til det danske samfund, spørger han.

Der skal gøres noget
Samme faresignaler ser formand for Byggefagenes Samvirke, Anders Olesen.
Han er ikke i tvivl om, at den økonomiske udvikling i Danmark og på verdensplan slår igennem på beskæftigelsen, også i byggeriet.
- Vi har allerede i dag et arbejdsmarked med folk, der arbejder på ulige vilkår, og jeg er overbevist om, at det vil forstærke den tendens, vi allerede har set eksempler på, at arbejdsgiverne beholder den billigste arbejdskraft, siger han og tilføjer:
- Hvis vi ikke gør noget.
Byggefagenes Samvirke kører kampagne for arbejde på lige vilkår og ser gerne flere initiativer, der kan være med til at få styr på de nærmest Wild-West-agtige tilstande i byggebranchen.
- Politikerne må sørge for, at Arbejdstilsynet, Told & Skat samt politiet har de ressourcer, der skal til. Ellers har de ingen chancer for at sikre overholdelse af arbejdsmiljøreglerne eller for at gribe ind ved sort arbejde, illegalt arbejde og snyd med told og skat.
Anders Olesen efterlyser en mere aktiv deltagen fra arbejdsgiverne i kampen mod snyd og bedrag. Han ser gerne at der kommer nye værktøjer ind i overenskomsterne.
- Ved OK-forhandlingerne i 2007 foreslog byggefagforeningerne, at hovedentreprenører skal forpligtes til kun at udlicitere arbejde til underentreprenører, hvis disse har overenskomst, men det afviste byggeriets arbejdsgivere. Det er oplagt at tage med igen næste gang sammen med kravet om højere mindsteløn og regulering af vores prislistesystem.
Endelig peger Anders Olesen på nødvendigheden af en grundig gennemgang af skattereglerne.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. sep. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland