Syge og arbejdsløse skal ikke behandles ens, og der mangler fokus på forebyggelse, lyder kritikken af ny handleplan for at nedbringe sygefravær
Med 150.000 sygemeldinger hver dag er der behov for en fælles indsats for at få sygefraværet ned.
Det er fagbevægelsen, arbejdsgiverne og regeringen enige om, og i mandags indgik de aftale om en handleplan på området.
Hele vejen rundt er der generel tilfredshed med planens 39 konkrete forslag. Det gælder også FTF, der dog har betænkeligheder ved enkelte punkter. Specielt de forslag der handler om, at den syge skal være aktiv under sygemeldingen. Her ønsker regeringen, at der skal gælde samme regler for syge som for arbejdsløse i forhold til opfølgning på sygemelding og at sanktionerne i tilfælde af udeblivelse fra et aktivt tilbud også skal samordnes.
- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke er begejstret for at behandle de syge som ledige. Der vil med nogle af forslagene være en vis risiko for, at sygemeldte bliver presset mere end godt er, siger FTF-formand Bente Sorgenfrey.
Hun glæder sig derfor over, at det lykkedes for FTF at få modificeret regeringens oprindelige forslag så meget, at det økonomiske pres på kommunerne for at aktivere sygemeldte først sætter ind efter otte ugers sygdom og ikke efter fire uger.
FTF advarer om, at konsekvensen af forslagene om aktivering af sygemeldte set i sammenhæng med refusionsændringer kan blive, at 'sagsbehandlernes fokus rettes fra en tidlig og relevant social- og sundhedsfaglig indsats til et, måske meningsløst, aktiveringstilbud, der risikererer at forværre den sygemeldtes helbredsstatus'.
Thorkild E. Jensen, formand for Dansk Metal, gør opmærksom på, at trepartsaftalen ikke vil afskaffe sygefraværet.
- Det grundlæggende problem er stadig, at der er alt for få virksomheder, som har lyst og vilje til at give plads for folk, der måske ikke kan arbejde 100 procent. Her må virksomhederne simpelthen ind og tage et større ansvar. Der er stadig mange, der står i kø til fleks- og skånejobs. Vi ved, at de kan være med til at holde folk fra førtidspension og samtidig øger det livskvaliteten, mener Thorkild E. Jensen.
Flere LO-forbund peger på den manglende fokus på forebyggelse og stress i aftalen.
- Det er ikke til at overse, at dårligt psykisk arbejdsmiljø er en af de hyppigste årsager til sygemeldinger, og at flere og flere lider af stress. Derfor er det meget uforståeligt, at forebyggelse af stress og andre psykiske lidelser så fuldstændig bliver overset i handlingsplanen, lyder det fra Mette Kindberg, næstformand i HK Danmark.
Det Nationale Center For Arbejdsmiljøforskning skønner, at en tredjedel af alt sygefravær har baggrund i dårligt arbejdsmiljø. Centeret peger samtidig på, at fravær af en systematisk arbejdsmiljøpolitik er en barriere for tilbagevenden til arbejdspladsen efter sygefravær.
Handleplanen skal nu drøftes af de politiske partier i Folketinget.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278