22 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Lønkommission endelig på vej

Lønkommission endelig på vej

Tirsdag, 07. oktober, 2008, 00:00:00

LO-formand Harald Børsting kalder aftalen om en lønkommission en sejr for de kvinder og mænd, der strejkede for ligeløn i foråret

Søndag eftermiddag blev finansminister Lars Løkke Rasmussen, LO, FTF og AC enige om et kommissorium for en lønkommission. Og i går tilsluttede FTF sig aftalen.
LO-formand Harald Børsting kalder aftalen en sejr for de kvinder og mænd, der strejkede for ligeløn i foråret.
I sidste måned takkede LO ellers nej til finansministerens udspil. Men nu mener LO, at der er sket ændringer på væsentlige punkter.
- Det er et væsentligt bedre kommissorium, der nu ligger på bordet. Nu bliver der lagt vægt på, at vi skal se på problemerne omkring det kønsopdelte arbejdsmarked, og så har vi fået pillet det ud, der henviser til de enkelte overenskomster. Det har jo aldrig været meningen, at vi skulle sidde og forhandle overenskomster i en kommission, der skal handle om ligeløn og udvikling af de offentlige arbejdspladser, siger Harald Børsting.
Lønkommissionen får til opgave at 'kortlægge, analysere og drøfte, om løndannelsen og ansættelsesvilkårene for offentligt ansatte understøtter en positiv udvikling af den offentlige sektor' Ligeledes skal Kommissionen 'undersøge konsekvenserne af det kønsopdelte arbejdsmarked og i den forbindelse have fokus på forholdene inden for de traditionelle kvindefag i den offentlige sektor.'
3F ser frem til arbejdet i lønkommissionen. Næstformand Jane Korczak beklager dog, at undersøgelsen ikke også skal omfatte det private arbejdsmarked, som 3F hele tiden har slået på. I det nye kommissorium står der kun skrevet, at der skal inddrages erfaringer og sammenligninger med den private sektor.
FOA mener, at ligelønsdebatten 'for alvor er rykket ind i kommissionen'. I det udspil som dele af fagbevægelsen tidligere afviste fyldte regeringens egne dagsordener for meget.
Kommissionen kommer til at består af repræsentanter fra de faglige hovedorganisationer, forhandlingsorganisationerne (KTO og Sundhedskartellet), KL, Danske Regioner, Finansministeriet samt fire eksperter. Den forhenværende teaterchef Michael Christiansen skal lede arbejdet.
Lønkommissionens arbejde skal ligge klar inden udgangen af maj 2010. Redegørelsen skal overgives til de offentlige overenskomstparter, så den kan indgå i de næste overenskomstforhandlinger på området.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. okt. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland