25 Sep 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Varme hænder holder kongres

Varme hænder holder kongres

Tirsdag, 07. oktober, 2008, 00:00:00

Et mere samlet og politisk FOA går til kongres efter et år i velfærdsdebattens front, siger formanden og en tillidsrepræsentant fra forbundets største afdeling

Når FOA i dag tager hul på sin ordinære kongres, møder de delegerede fra social- og sundhedsafdelingen i København frem i deres gule strejkeveste. Nogle har endda planer om at sy arbejdsvestene om til gallaskrud, og det er udtryk for, at noget usædvanligt er sket i forbundet siden sidste kongres, mener tillidsrepræsentant Jean Petersen.
- Sidste år havde jeg helt almindeligt tøj på, for det var jo bare FOA-kongres. Men i år er der sket noget nyt med forbundet. Den fælles kamp vi har været ude i, har givet os en meget stærk samhørighed. Medlemmerne identificerer sig meget mere med forbundet nu, siger Jean Petersen, som er tillidsrepræsentant på plejehjemmet Kirsebærhaven i Valby, til Arbejderen.
FOA SOSU i København går til kongres efter et år, hvor social- og sundhedsarbejderne har rykket fra at være en næsten ukendt gruppe til i flere måneder at skabe overskrifter på avisernes spisesedler. Afdelingen var i front, da forårets kamp om de offentligt ansattes overenskomster fyldte medierne, og det kommer til at præge kongressen.
- Det er både et mere politisk og et mere samlet forbund, der går til kongres. Jeg tror vi vil opleve en helt ny begejstring, fordi vi har været igennem en succesfuld overenskomstperiode, siger formand for FOA SOSU, Palle Nielsen, til Arbejderen.
Han mener dog, at begejstringen især vil være at spore hos de grupper, der har fået noget konkret ud af overenskomstkampen.

Fra 2008 til 2011
Når FOA-kongressen i de kommende dage frem til torsdag indtager Falconer Centeret i København, har forbundets ledelse netop afsluttet evalueringen af overenskomstkonflikten.
Som årets altoverskyggende største aktivitet kommer det til at fylde en del i formandens mundtlige beretning, spår Palle Nielsen.
- Jeg går selv på talerstolen under beretningsdiskussion med et indlæg om nogle af de erfaringer, vi kan drage af kampen. Vi skal blandt andet diskutere, hvordan vi sikrer tid nok til debatter før urafstemningerne, og om grundlaget for konflikten var i orden. Vi skal lære af både vores succeser og fejl, siger han.
Efter beretningsdiskussionen i dag, og også i morgen, skal kongressen diskutere FOA`s arbejde frem til 2011, hvor de næste offentlige overenskomster skal forhandles.
- Det er helt klart, at vi i forbundet har besluttet, at nu går vi sgu i offensiven. Vi har været med til at sætte velfærd på dagsordenen i løbet af året, og nu slipper vi ikke velfærdsdebatten, fastslår Palle Nielsen.
Siden sidste kongres har blandt andet trepartsforhandlinger, konflikt og hele den offentlige velfærdsdebat været med til at gøre FOA mere synlig som politisk faktor, mener Palle Nielsen og Jean Petersen.
- Man bliver også nødt til at være politisk som fagforbund. Når vi angriber regeringen er det jo for at sikre medlemmerne bedre løn- og arbejdsvilkår, understreger Jean Petersen.

Kvalitet og velfærd
Kvalitet og velfærd er nøgleordene for kongressens debat om de kommende års fagpolitiske arbejde.
- Vi er en faglig organisation af medlemmer, der skaber velfærd, så vi er naturlige medspillere i velfærdsdebatten. Frem mod 2011 skal vi være endnu mere markante i diskussionen, siger Jean Petersen.
Palle Nielsen påpeger, at selvom FOA er en politisk fagforening, er det ikke et politisk parti, så der er i princippet ingen grænser for, hvem man kan samarbejde med. Alligevel skal der være en klar linje i arbejdet.
- Vi har en klar holdning til, hvordan den offentlige sektor skal udvikles. Vi vil bekæmpe markedsgørelsen af den offentlige sektor og sikre kvaliteten af de offentlige ydelser, fastslår Palle Nielsen.
FOA SOSU København deltager selv i velfærdsdebatten med et forslag omkring krav om tilbagerulning af udliciterede velfærdsopgaver på ældreområdet. Samtidig har afdelingen fået indarbejdet et forslag om frit valg i dagsordenen.
- Forslaget går på, at FOA skal arbejde målrettet med en evaluering af frit valg på ældreområdet, for det er der faktisk ikke nogen, der har gjort endnu. I dag har de borgerlige taget teten i den debat, så frit valg er blevet synonymt med et valg mellem det offentlige og det private, siger Palle Nielsen.
Endelig fremlægger Jean Petersen et forslag fra afdelingen om, at FOA skal involvere sig mere aktivt i mangfoldighedsdebatten.
- De små årgange, vi står overfor, betyder, at vi kommer til at tænke helt anderledes i forhold til rekrutteringen. Vi skal som faglig organisation sætte en dagsorden omkring den rummelighed, det kræver af arbejdspladserne, både ved selv at lave projekter og ved for eksempel at deltage i kommunernes arbejde med mangfoldighed, forklarer Jean Petersen.

Medlemmerne i fokus
Udover de fagpolitiske diskussioner skal kongressen også fastlægge de næste års organisatoriske spor.
Her håber Palle Nielsen, at medlemsinddragelsen vil komme i fokus.
- For mig er det vigtigt at kunne gå hjem fra en kongres, der har sat medlemmerne og medlemsinddragelsen i centrum. Synligheden og medlemsorganiseringen er en forudsætning, hvis vi skal nå de ting vi vil - også fagpolitisk, påpeger han.
Kongressen byder også på interessante debatter om de offentligt ansattes lønregulering i forhold til det private og om forbundets holdning til lokalløn.


FOA SOSU
FOA SOSU i København er Fag og Arbejdes største afdeling.
FOA SOSU organiserer 19.000 medlemmer i social- og sundhedssektoren på blandt andet plejehjem og i hjemmepleje i København og kommunerne fra det tidligere Københavns Amt, samt på hospitalerne i Region Hovedstaden.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. okt. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland