22 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dansk Metal formidler tyske arbejdere til Danmark

Dansk Metal formidler tyske arbejdere til Danmark

Torsdag, 09. oktober, 2008, 00:00:00

Dansk Metal har underskrevet en aftale med tyske IG Metall, der sikrer formidling af organiseret arbejdskraft

Danske virksomheder behøver ikke længere frygte for, om tyske metalarbejdere, der får arbejde i Danmark, har de fornødne kvalifikationer. Og deres danske kolleger behøver heller ikke frygte, at tyskerne kommer og dumper lønningerne.
Det sikrer en skelsættende aftale, som Dansk Metal og den tyske søsterorganisation IG Metall underskrev tidligere på ugen.
- Aftalen er den første af sin art og sætter system i formidling og rekruttering af faglært arbejdskraft på tværs af grænser, siger Thorkild E. Jensen, forbundsformand i Dansk Metal, til danskmetal.dk.
Den tyske stat sørger og betaler for opkvalificering af de tyske metalarbejdere. Dansk Metal og den tyske søsterorganisation IG Metall sikrer, at metalarbejderne er organiserede og kommer op til ordentlige og trygge arbejdsforhold.
- Det lyder umiddelbart som en udmærket idé. Vi kan jo ikke forhindre tyskerne i at tage til Danmark for at arbejde. Kan aftalen være en garant for, at det sker under ordnede forhold, så er det helt fint, lyder reaktionen fra Bjarne Sørensen, formand for Metal Horsens.
I Tyskland er ledigheden højere end i Danmark, og faren for, at de arbejdsløse metalarbejderes kvalifikationer forældes, er stor. Men den nye aftale kan ifølge Thorkild E. Jensen sikre, at tyske virksomheder får metalarbejdere tilbage med et opdateret cv.
Aftalen betyder, at danske virksomheder ved kontakten til de lokale Metalafdelinger kan få hjælp til at rekruttere organiseret arbejdskraft fra Tyskland. Formidlingen af arbejdskraften er helt gratis for de danske virksomheder - modsat hvis den sker gennem et vikarbureau.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. okt. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland