FOA er blevet mere aktivistisk og skal nu udvikle sig som kamporganisation, lyder det fra forbundets næststørste afdeling, FOA Århus
FOA skal udvikle sig til at være en vaskeægte kamporganisation!
Sådan lyder det spontane svar fra Kirsten Normann Andersen, formand FOA Århus, da Arbejderen spørger til hendes visioner for fagforbundets næste kongresperiode.
- Vi er helt enige, erklærer Christian Munk Jensen fra FOA Århus Ungdom, sektorformand for pædagogisk sektor i Århus, Mette Fuglsig og sektorformand for Århus social- og sundhedssektor, Preben Sørensen.
- I stedet for at snakke om medarbejdere, der skal medindflydelse og medansvar, skal vi turde optræde mere som en gammeldags fagforening af arbejdere, der sælger deres arbejdskraft så dyrt som overhovedet muligt, siger Mette Fuglsig til Arbejderen.
På FOA-kongressens anden dag er de fire århusianske delegerede tilfredse med en fremadskuende og samlende kongres.
- Vi har været igennem en turbulent overenskomstperiode, hvor vi ikke altid har været enige om alting. Derfor glæder det mig, at både formandsberetningen og kongressen som sådan viser, at vi som forbund ser fremad, siger Mette Fuglsig.
Kirsten Normann Andersen fremhæver markedsgørelse som et af de vigtige emner for de næste års arbejde.
- De nye styreformer, der har vundet indtog efter kommunalreformen, har stor indflydelse på medlemmernes arbejdsvilkår. De står i et enormt krydspres mellem ofte umulige politiske krav og ansvaret for, at borgerne ikke oplever omsorgssvigt. Derfor skal vi tænke mere i, hvordan vi sikrer vores medlemmers rettigheder, påpeger afdelingsformanden.
Hun understreger, at det også er vigtigt, kongressen drøfter, hvordan FOA skal gribe den næste overenskomstforhandling an.
- Der er stadig nogle medlemsgrupper, der føler, at de blev sat af dagsordenen ved denne overenskomst, og som faktisk kommer til at opleve en reallønstilbagegang. Jeg synes, vi skal garanterer dem, at FOA tager fat om den skævvridning ved næste overenskomstkamp, siger Kirsten Normann Andersen.
FOA Århus er med 12.000 medlemmer Fag og Arbejdes næststørste afdeling. Afdelingen er kendt for et stærkt samarbejde mellem sektorerne, fortæller Mette Fuglsig.
- Det betyder også, at vi i højere grad ser sammenhængene mellem samfundets udvikling og medlemmernes arbejdsvilkår. Og når man ser sammenhængene og prøver at påvirke dem, tænker man også politisk, tilføjer Preben Sørensen.
Han har genkendt opmærksomheden på sammenhængen i mange indlæg på kongressens talerstol.
- FOA er blevet meget mere aktivistisk i denne kongresperiode. Især under overenskomstkampen har der udviklet sig en meget bevidst aktivisme, ikke bare en tilfældig, og det er hamrende godt, fastslår Preben Sørensen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278