Skal staten hjælpe finanskapitalen eller almindelige mennesker mod krisen? Spørgsmålet prægede folketingsdebatten i går om finanspakken. Kapitalen vandt
Når Folketinget i dag tredjebehandler lovforslaget om den såkaldte finanspakke, vil den blive vedtaget med stort flertal. Det står helt klart efter Folketingets førstebehandling af pakken i går.
Til gengæld gav pakken anledning til en spændende systemdebat, som Enhedslistens finansordfører Frank Aaen forstod at holde liv i med mange indlæg og spørgsmål til de andre partiers ordførere.
Kun Frank Aaen talte imod finanspakken, som garanterer indskydere med over 300.000 kroner på en bankkonto og finansvirksomheder, der har lånt en bank penge, at de får pengene igen med renters rente, selvom banken krakker.
- Forslaget er en blankochek til spekulanterne. Det går ud på at fodre dem, der har skabt krisen, i stedet for at hjælpe dem krisen rammer, sagde Enhedslistens Finansordfører Frank Aaen.
Ud over at ville hjælpe boligejere og mindre ehvervsdrivende igennem krisen ved hjælp af boligsikringslån og Nationalbank-kreditter, foreslår Enhedslisten også en 'omvendt Roskilde Bank', bekendtgjorde Frank Aaen .
- Nemlig en løsning hvor staten overtager de banker, der ikke kan klare den længere, men hvor staten, i modsætning til det man har gjort med Roskilde Bank, beholder de sunde dele og driver virksomheden videre, så kan kreditorerne få resten og spekulanterne klare sig selv, sagde Frank Aaen.
Desuden vil Enhedslisten sætte gang i almennyttigt byggeri og i renoveringen af offentlige bygninger for at forebygge den stigende arbejdsløshed i byggesektoren. For at forebygge fremtidige kriser skal der også lægges en promille-afgift på internationale kapitaloverførsler for at begrænse uproduktiv spekulation.
- Og så vil vi skabe en spekulationsfri finansiel sektor. Det har vi jo tidligere haft med en selvejende realkreditsektor og med den offentligt ejede Girobank. Så det er sådan set ikke noget nyt. Regeringen har jo også selv erkendt, at finanssektoren er for vigtigt til at overlade til private, sagde Frank Aaen.
Hans indlæg fik Ole Sohn fra SF til at erklære, at 'der er en virkelighed til forskel på vores opfattelser'. Ole Sohn gav sin og SF`s helhjertede støtte til finanspakken.
Det fik økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen til i sin ordførertale at uddele roser til SF.
- Jeg takker for SF`s tilslutning til pakken, og er enig med Ole Sohn i, at der ikke er noget alternativ, sagde Lene Espersen.
Først herefter gik Folketinget over til åbningsdebatten, der blev præget af diskussionen om afskaffelse af anlægsloftet for kommunerne, og Socialdemokraternes forslag om at aflyse næste års skattelettelser og i stedet bruge de fem milliarder kroner på at nedbringe hospitalernes ventelister. Begge dele fik et klart nej fra regeringen og Dansk Folkeparti.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278