22 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kommunalarbejdere presses

Kommunalarbejdere presses

Lørdag, 11. oktober, 2008, 00:00:00

Udlicitering af offentlige arbejdspladser og det pres, det lægger på kommunalarbejderne, er til debat på årsmødet for 3F`s kommunale landsklub i weekenden

Kommunerne skal udlicitere. De har problemer med at få økonomien til at hænge sammen, og dønningerne efter strukturreformen har endnu ikke lagt sig.
Det er blot nogle af de ting, der skal diskuteres på årsmødet for 3F`s kommunale landsklub i weekenden, som samler omkring 100 tillidsfolk.
- Hele det kommunale område forandrer sig voldsomt i de her år. Der kan vel ikke nævnes bare én kommune, der ikke har gang i store omstruktureringer. Konsekvenserne mærker kommunalarbejderne, der er udsat for et stort pres i dagligdagen. Det gælder de ansatte i forsyningsvirksomheden, dem der arbejder med vedligeholdelse af parker og veje, ja hele vejen rundt, siger Peter Jonassen til Arbejderen.
Han er fællestillidsmand for kommunalarbejderne i Helsingør Kommune og formand for repræsentantskabet i 3F`s kommunale landsbranche.
- Forklaringen skal findes i regeringens markedsgørelse af hele den offentlige sektor. Vi er vidner til det, man i Norge kalder brutalisering, der er konsekvensen af privatiseringer og udliciteringer. Vores nabo i England har været igennem den samme udvikling, og det værste er, at det er både vanskeligt og dyrt at rette op på den store skade, liberaliseringen fører med sig, mener Peter Jonassen.
I det seneste nummer af landsbrancheklubbens avis 'Kommunearbejderen' tages emnet op. Poul Andersen, der er medlem af brancheklubbens repræsentantskab udtaler, at store dele af det politiske system gør meget ud af at skabe mistillid til de offentligt ansatte.
- Set med nyliberalisters øjne, så er netop den offentlige sektor en stor hæmsko for den enkeltes frihed, og med Cepos (borgerlig liberal tænketank, red.) som frontfigur fremføres det gang på gang, at offentligt ansatte er ineffektive, ikke kan nytænke, og i øvrigt er en byrde for at tilvejebringe yderligere skattelettelser for de i forvejen velstillede, siger han i bladet.
Han tilføjer, at den grundlæggende problemstilling er, at den frie markedsøkonomi ikke kan kombineres med en solidarisk velfærdsmodel med fri og lige adgang til offentlige ydelser.
- Når det offentlige privatiseres, vil der givet opstå et demokratisk underskud, hvor den politiske styring og borgernes rettigheder reduceres med den store risiko for øget brugerbetaling som generelt stiller lavlønsgrupper og samfundets svageste grupper ringere.
De to medlemmer af repræsentantskabet mener derfor, at kommunevalget til næste år bliver vigtigt. De ser gerne, at det bliver et valg, der gør op med den nuværende politik.
- Derfor opfordrer landsbrancheklubben til, at man benytter anledningen til lokalt at gribe fat i politikerne, invitere dem til møder og spørge dem, hvad de vil gøre for at sikre udvikling og udbygning af den offentlige sektor, lyder det afslutningsvis fra Peter Jonassen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. okt. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland