Dagpengedækningen er ikke blevet forringet, mener DA. Den dårligere dækning skyldes blot, at en større del af LO`s medlemmer tjener mere
En gennemsnitlig LO-arbejder får i dag kun dækket 52,4 procent af sin lønindkomst, hvis personen bliver arbejdsløs.
- Det er på allerhøjeste tid, at dagpengesatsen bliver hævet. Ellers risikerer vi, at fundamentet i den danske model krakelerer, siger LO's næstformand, Lizette Risgård.
Dansk Arbejdsgiverforening (DA) er imidlertid ikke enig i den konklusion.
- Det er ikke et udtryk for, at dagpengesystemer er blevet forringet, men et udtryk for, at der er en større del af LO`s medlemmer, der tjener mere, end de gjorde tidligere. Og det skal alle da være glade for, siger administrerende direktør i DA, Jørn Neergaard Larsen ifølge Børsen.
LO har set på de nyeste tal og sammenligner i en undersøgelse en række LO-faggrupper, hvor faldet har været markant.
Det gælder for eksempel for murerne, som sidste år kun fik 40,5 procent af deres løn, hvis de havnede på dagpenge. Det er et fald fra 70 procent i 1982. Elektrikere fik 43,8 procent sidste år i modsætning til 73 procent i 1982. Endelig fik lagerarbejdere 56,7 procent i 2007, mens de i 1982 fik 86,3 procent af deres løn.
I gennemsnit er dagpengene blevet 25 procentpoint mindre værd over de sidste 25 år, viser LO`s tal.
Lizette Risgård advarer regeringen mod at tage for let på det her problem.
- Vi har i Danmark i mange år haft en balance, hvor arbejdsgiverne kunne komme hurtigt af med ansatte i perioder, hvor det går dårligt til gengæld for, at medarbejderne var sikret en ordentlig dagpengesats. Men med den lave dagpengesats er der jo udsigt til, at lønmodtagerne vil kræve længere opsigelsesvarsler, når kompensationsgraden på dagpengene er blevet så ringe, siger hun.
Men det vil være et selvmål, mener DA`s Jørn Neergaard Larsen:
- Noget af det der har givet Danmark den velstand, som vi har opnået, har været, at vi har et meget fleksibelt og dynamisk arbejdsmarked. Så ville det da være et ufatteligt selvmål at underminere det. Det kan jeg slet ikke forestille mig, de kan finde på, siger Jørn Neergaard Larsen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278