22 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Syge mangler senge

Syge mangler senge

Lørdag, 18. oktober, 2008, 00:00:00

Massiv overbelægning og mangel på sygeplejersker er hverdag på flertallet af landets sygehuse. Ældre Sagen og Dansk Sygeplejeråd kræver handling

Patienter fylder på gange, toiletter og ubenyttede kontorer på de medicinske afdelinger i alle landets regioner.
Selvom Sundhedsstyrelsen anbefaler en belægningsprocent på 85-90, kører langt de fleste sygehuse i alle regioner sygehuse med konsekvente belægninger på over 100 procent.
Det viser en rundspørge, som Ældre Sagen Nyt har foretaget til landets fem regioner.
- Belægningsprocenter på mere end 100 er alarmerende højt. Det betyder, at når en patient bliver udskrevet klokken 12, ligger der en og venter på hans eller hendes seng, for eksempel på gangen, i et badeværelse eller et kontor, der ikke bliver brugt, siger næstformand i Dansk Sygeplejeråd, Dorthe Steenberg, til Arbejderen.
Problemet er særlig slemt på de geriatriske afsnit, som behandler ældre patienter, der fejler flere sygdomme på en gang. Her er 20 procents overbelægning hverdag, viser rundspørgen.
- I perioder kører vi med op til 120 procents overbelægning. Det betyder, at der stort set altid ligger patienter på gangene, fortæller ledende oversygeplejerske Flemming Olsen fra Herlev Hospitals medicinske afdeling Q til Ældre Sagen Nyt.
Dorthe Steenberg påpeger, at det er svært at planlægge sig fuldstændig ud af overbelægning på medicinske og akutte afdelinger. Men de konstante høje tal, hospitalerne døjer med nu, har rod i deres meget stramme økonomi, fastholder hun.
- Det skyldes blandt andet, at de ældre, medicinske patienter udløser en lavere DRG-takst (de penge hospitalet får per behandling - red.) end for eksempel kirurgiske patienter. Hospitalernes økonomi er så presset, at de bliver tvunget til at prioritere efter taksterne, forklarer Dorthe Steenberg.

Færre sengepladser
De overfyldte medicinske afdelinger kan også aflæses i statistikkerne.
Siden 1996 er antallet af geriatriske sengepladser til de ældre patienter faldet støt fra 796 til 568 i 2006.
Og mens det samlede antal medicinske sengepladser i 1996 var mere end 10.000 var det i 2006 faldet til 8035, viser Sundhedsstyrelsens tal.
- Det er regionernes ansvar at planlægge antallet af sengepladser. Vi kan ikke sidde inde på Christiansborg og tage ansvar for antallet af medicinske sengepladser, siger sundhedsordfører for Venstre, Birgitte Josefsen, til Arbejderen.
Hun erkender dog, at de skæve DRG-takster også kan have en indflydelse på regionernes planlægning.
- Derfor er en arbejdsgruppe netop nu ved at gennemgå taksterne. Men jeg kan ikke garantere, at det vil føre til en opprioritering af de medicinske patienter, siger sundhedsordføreren.
Taksterne fastsættes i aftalen mellem regeringen og regionerne.

2400 tommer kitler
Overbelægning er ikke det eneste problem, der skaber travlhed på de medicinske hospitalsgange.
Forholdene skræmmer nemlig så mange sygeplejersker væk, at antallet af ubesatte stillinger nu er oppe på omkring 2400 på landsplan, viser de seneste tal fra Dansk Sygeplejeråd.
Særligt slemt ser det ud i Region Hovedstaden, hvor mere end ti procent af sygeplejerske jobbene må besættes med dyre vikarer.
Siden 2006 er antallet af private vikarbureauer, der leverer sygeplejersker, steget fra 52 til 103.
I samme periode er de offentlige sygehuses forbrug af sygeplejerskevikarer steget med 26 pct, vurderer Dansk Sygeplejeråd.
Situationen får nu Ældre Sagen til at kræve en landsdækkende handlingsplan og et ressourcemæssigt løft til de medicinske afdelinger.
Samtidig ønsker de fra næste år en gennemskuelig statistik om overbelægning, som højst er seks måneder gammel.
- De medicinske afdelinger er inde i en ond cirkel med overbelægning og personalemangel. Det går ud over behandlingen, ikke mindst til de ældre, som udgør to tredjedele af de medicinske afdelingers sengedage. Vi kræver politisk handling nu, siger Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup.
Dansk Sygeplejeråd arbejder også på et udspil omkring de medicinske afsnit. Dorthe Steenberg advarer om, at overbelægningen kan få alvorlige konsekvenser.
- Det er uværdigt og farligt, især for de meget syge patienter. Vi skal kunne komme til blodtryksudstyr, sug og ilt, og det kan være svært hvis patienterne ligger på gangene, påpeger hun.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


18. okt. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland