Den globale afmatning betyder nedgang i ordrebøgerne. Flere virksomheder er i gang med omfattende fyringsrunder
Svigtende ordrebeholdning får nu Sauer-Danfoss til at nedlægge 190 arbejdspladser i Nordborg.
- Vi har over de seneste år haft en meget stor vækst, og mærker i år for første gang en afmatning på markedet, udtaler administrerende direktør Henrik Krabsen, der forudser at afmatningen vil være langvarig.
Det er anden større fyringsrunde i Danfoss-koncernen i løbet af blot tre uger. Først på måneden meddelte Danfoss, at der skulle fyres 350 ansatte i Danmark, fordelt ud over forskellige arbejdspladser i Danmark.
Også Bang & Olufsen mærker, at der er nye tider på vej. I går præsenterede elektronikvirksomheden en ny strategi for fremtiden. Der skal spares 160 millioner kroner i år, og det går ud over 300 ansatte. De 165 får en fyreseddel, mens de resterende afvikles ved frivillige aftrædelser og stillinger, der ikke genbesættes.
Fyringerne kommer især til at ramme i Struer, hvor 141 personer bliver afskediget. Der skæres 24 stillinger væk i produktionen på virksomheden i Tjekkiet.
Hovedparten af de fyrede er medlemmer af 3F Holstebro.
- Jeg tror desværre ikke, det bliver så nemt for medlemmerne at finde nyt arbejde, som det har været. Det er mere og mere tydeligt, at udviklingen er ved at vende. Vi kan se det i vores industrigruppe, hvor antallet af arbejdsløse stiger. Og det går også den gale vej i byggeriet, siger faglig sekretær i Industrigruppen Annelise Knudsen til Arbejderen.
Hun minder om, at det er mindre end to måneder siden, at stålvirksomheden Birn i Holstebro skar arbejdsstyrken ned med over 50 ansatte.
- Og når B & O bremser op, plejer det at ramme underleverandørerne, der også kommer til at fyre, lyder de dystre forudsigelser fra 3F Holstebro.
På vinduesfabrikken Velux i Gelsted på Fyn har 230 ansatte længe vidst, at dagene på fabrikken var talte. I mandags fik de så den endelige besked om, at det er slut med udgangen af april 2009.
Det var ligeledes mandag, de 252 opsagte på Hjem-Is A/S i Esbjerg fik besked om, hvordan de bliver kompenseret, når deres arbejdsplads lukker næste år.
Fyringerne og virksomhedslukningerne viser sig allerede i landets arbejdsløshedskasser.
Fra august måned til september måned steg antallet af dagpengemodtagere i landets største a-kasse i 3F fra 11.513 til 12.541. Det skriver politiken.dk.
Tallene er korrigeret for sæsonledighed, og det er første gang i flere år, at tallet stiger.
I AE Rådets nye prognose er frygten for øget arbejdsløshed også justeret i forhold til sidste måned. Rådet frygter nu, at 100.000 vil være ledige i 2010. Det er mere end en fordobling af det nuværende niveau på lidt over 45.000 fuldtidspersoner.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278