Vi er inde i en ¤¤gråzone¤¤, indrømmer SKAT om beslutningen om at sætte den liberale tænketank Cepos på listen over almennyttige foreninger, som har skattefordel
Skatteminister Kristian Jensen vil ikke kommentere, hvordan den ultraliberale tænketank Cepos er havnet på SKAT`s liste over almennyttige fonde og foreninger. Blåstemplingen af Cepos sikrer, at alle, der indbetaler støtte til Cepos, kan trække beløbet fra i skat.
'Der er tale om en konkret afgørelse foretaget af SKAT. Jeg blander mig aldrig i konkrete sager. Med hensyn til godkendelsen af almennyttige foreninger vil jeg i al stilfærdighed blot konstatere, at sådan en godkendelse bygger på objektive kriterier, og at det alene er SKAT, der sætter foreninger på listen', skriver skatteminister Kristian Jensen i en mail til Arbejderen.
Vil ikke sige mere
Ministeren er øverste ansvarlige for, at den ultraliberale tænketank Cepos er blevet godkendt af Skat som almennyttig forening. Alligevel gør hans pressechef, Peter Høyer, det klart over for Arbejderen, at ministeren ikke vil gå yderligere ind i sagen, og ikke vil stille op til et uddybende interview.
I stedet henviser ministeren til SKAT, der rent administrativt har besluttet at sætte Cepos på den almennyttige liste. Cepos indsendte sin ansøgning til SKAT den 21. september sidste år. De fik deres godkendelse den 29. november.
SKAT`s egne retningslinjer slår fast, at organisationer, der varetager økonomiske eller politiske interesser, ikke er almennyttige.
- Det er rigtigt, at den formulering står i vores retningslinjer. Men retningslinjerne er kun vejledende og beskriver, hvad der hidtil har været praksis! Men vi er da inde i en gråzone. Cepos siger jo selv, at de er en forening, der vil 'fremme borgerlig-liberale værdier'. Det fik da klokkerne til at ringe. Men vi vurderer, at Cepos først og fremmest er en tænketank, der driver forskning og uddannelse. Og mange andre foreninger på listen - som eksempelvis Dansk Flygtningehjælp og Dansk Røde Kors driver politisk lobbyarbejde. Derfor kan vi ikke diskriminere Cepos. Det holder ikke i Landsretten, siger David Olsen til Arbejderen. Han er specialkonsulent og arbejder til daglig i SKAT`s specialenhed, der sidste år gav Cepos det blå stempel som almennyttig forening.
Eget universitet
Det er rigtigt, at Cepos` har sit eget universitet 'Cepos Universitet'. På Cepos` hjemmeside kan man læse, at universitetet er sponsoreret af Saxo Bank A/S. 24 nøje udvalgte studerende er netop nu i gang med 'Kursus i frimarkedstænkning' og modtager undervisning af blandt andre erhvervsledere.
Men det får ikke SKAT til at ryste på hånden.
- Jeg vil ikke kommentere, hvad der står på Cepos` hjemmeside. Vi kan kun forholde os til den ansøgning, vi får tilsendt med Cepos` formål og sammenholde det med vores egne retningslinjer. Ansøgningerne væltede ind op til ansøgningsfristen den 1. oktober. Sidste år havde vi tredive andre ansøgninger at forholde os til på kun tre måneder. Der er ikke tid til at gå ind på alle mulige hjemmesider, fortæller David Olsen til Arbejderen.
Arbejderen har søgt om aktindsigt i Cepos` ansøgning og SKAT`s godkendelse.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278