En uvildig kommission med en dommer i spidsen skal kulegrave beslutningen om at gå i krig mod Irak, lyder kravet fra en enig opposition
Beslutningen om at sende danske soldater i krig mod Irak skal underkastes en grundig, uvildig undersøgelse. Også selve den danske krigsdeltagelse i Irak skal der kastes lys over.
Det mener en samlet opposition bestående af Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og Radikale. Partierne fremsatte tirsdag forslag om at oprette en uafhængig undersøgelseskommission, der skal have uhindret adgang til dokumenter og frit kunne afhøre vidner - heriblandt ministre og embedsmænd - under strafansvar.
- Det er vigtigt, at vi lærer af historien og får afdækket hele det forløb, der sendte Danmark i krig. Vi skal sikre, at der ikke sker en gentagelse. Danmark må aldrig igen gå i krig på et forfalsket grundlag, siger Mogens Lykketoft, udenrigsordfører for Socialdemokraterne til Arbejderen.
'Beslutningen om at sende Danmark i krig mod Irak er en af 'de mest skæbnesvangre i den nyere danmarkshistorie', skriver partierne i deres beslutningsforslag.
De to grønlandske partier og et enkelt færøsk bakker også op om kommissionen. Alligevel tyder intet på et flertal for ideen. Men kortlægningen af den danske krigsdeltagelse skal nok komme, lover oppositionen:
- Vi har ikke tænkt os at opgive den her sag. Når der kommer et andet flertal i Folketinget, vil undersøgelsen blive iværksat. Tilliden mellem borgerne og politikerne skal genopbygges, erklærer Mogens Lykketoft.
Undersøgelsen skal omhandle perioden fra 2001 til den danske tilbagetrækning i juli sidste år. Kommissionen skal kortlægge følgende: Hvilke argumenter regeringen brugte for at gå i krig. Lovligheden af invasionen og besættelsen i henhold til international ret. Kontakten mellem statsministeren og de andre krigsførende regeringer op til krigen.
- Både i USA og i Storbritannien er der langt større åbenhed om krigsgrundlaget. Herhjemme har vi forgæves forsøgt, at få oplysninger om hvem Anders Fogh mødtes med op til krigen, og det folkeretlige grundlag for hvorfor Danmark skulle sendes i krig. Det bliver interessant at få at vide, hvornår Anders Fogh lovede George Bush, at Danmark ville støtte op om krigen mod Irak, siger Mogens Lykketoft.
Kommissionen skal også tage stilling til, om nogen skal drages til ansvar. Men det vigtigste er at få placeret et politisk ansvar, understreger den socialdemokratiske udenrigsordfører.
Arbejderen forsøgte i går forgæves at få en kommentar fra regeringens og Dansk Folkepartis udenrigsordførere.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278