21 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

A-kasser: nej til kortere periode

A-kasser: nej til kortere periode

Onsdag, 29. oktober, 2008, 00:00:00

En halvering af dagpengeperioden i en tid med stigende arbejdsløshed vil sende mange ud af dagpenge-systemet, advarer A-kassernes Samvirke

I dag mødes finansminister Lars Løkke Rasmussen igen med folketingspartierne minus Enhedslisten for at snakke dagpengeforringelser. Men står det til a-kassernes sammenslutning AK-Samvirke skal det blive ved snakken.
- I en tid hvor arbejdsløsheden stiger er der brug for at bruge kræfterne på at omstille de arbejdsløse til nye job, og til omskoling til områder, hvor der er brug for arbejdskraft. Og der vil en dagpengeperiode på to år lægge nogle klamme begrænsninger ned over de muligheder, der kan gives her, siger Torben D. Jensen, sekretariatschef i AK-Samvirke.
- Den fleksibilitet som dagpengesystemet skal give til arbejdsmarkedet, vil blive stærkt forringet. Jeg synes det er en superdårlig idé, understreger Torben D. Jensen overfor Arbejderen.
Han var i går til møde på Danmarks arbejdsløshedsø nummer ét, Bornholm. Og her er der mildest talt heller ikke forståelse for dagpengeforringelserne, konstaterer Torben D. Jensen.
- Jeg har snakket med en masse folk herovre, også fra arbejdsgiverkredse. Og de er
meget bekymrede. Her er meget sæsonarbejde, og en halvering af dagpengeperioden vil sammen med en fordobling af genoptjeningskravet betyde, at mange simpelt hen vil blive kastet ud af systemet, forklarer AK-samvirkes sekretariatschef.
En forkortelse af dagpengeperioden indgår også i det udspil, som Socialdemokraterne er kommet med, og som finansministeren har bedt dem om at præcisere på forhandlingsmødet i dag.
Det lægger op til en form for fritvalgsordning, hvor den enkelte kan vælge mellem den nuværende dagpengeperiode og den nuværende dagpengesats, eller nedsættelse af dagpengeperioden til to et halvt år, til gengæld for en 20 procent højere dagpengesats.
Torben D. Jensen vil ikke udtale sig ultimativt om det socialdemokratiske forslag.
- Jeg vil bare sige, at det er vigtigt, at man ser på solidariteten og sammenhængskraften, når man laver sådan noget her. Jeg vil ikke afvise det på forhånd, men jeg kan godt være lidt bekymret, sådan som det er stillet op. Og jeg vil gerne se det tegnet lidt tydeligere, før jeg kan se lyset i det her forslag, siger Torben D. Jensen.
Til gengæld er det et klart krav fra samvirkets side, at dagpengesatserne skal hæves - helt ubetinget. For et par måneder siden offentliggjorte LO en undersøgelse, som viser at dagpengene i dag kun dækker godt halvdelen af den gennemsnitlige LO-arbejders lønindkomst, hvor de for 25 år siden dække over tre fjerdedele.
AK Samvirk har i samarbejde med Danmarks Statistik fundet frem til, at næsten halvdelen af de arbejdsløse har svært ved at få dagpengene til at slå til (se graf).
- Det er ganske meget. Systemet kan simpelt hen ikke bære, at dagpengene forringes år efter år. Balancen er ved at tippe i den gale retning. Som dagpenge-forsikret i en a-kasse får man i dag for lidt ud af det, når ulykken rammer. Så satserne skal have et betragteligt løft, siger Torben D. Jensen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. okt. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland