21 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Christiania-rydning fjerner fokus fra retssag

Christiania-rydning fjerner fokus fra retssag

Torsdag, 30. oktober, 2008, 00:00:00

Staten skabte bevidst uro på Christiania for at fjerne fokus fra den retssag, der begynder på mandag, siger advokat. Flere christianitter risikerer at blive sat på gaden

Tirsdag satte politiet beboeren i huset Vadestedet på Christiania på gaden. Efterfølgende blev førstesalen på huset revet ned af maskerede håndværkere. Christianias advokat, Knud Foldschack, ser det som en provokation op til den store Christiania-retssag, der begynder på mandag.
- Jeg ser rydningen i dag som et ualmindeligt kluntet forsøg på at fjerne fokus på det centrale i retssagen, nemlig om Christiania har vundet hævd over området, efter at de har boet der i 36 år. Det er ret usmageligt, siger Christianias advokat, Knud Foldschack, til Ritzau.
Han mener, at Slots- og Ejendomsstyrelsen helt bevidst har valgt at rømme huset, mindre end en uge inden sagen begynder i Østre Landsret.
- Det ville have klædt styrelsen at give retssagen ro, så vi havde fået en ordentligt og sober behandling af sagen. Nu har de forplumret problemstillingen, der i stedet kommer til at dreje sig om, at Christiania er lig med konflikt, politi og kamp i gaderne, siger advokaten.
Beboeren i vadestedet er den første af fire christianitter, som Slots- og Ejendomsstyrelsen har bedt Fogedretten sætte på gaden.
Styrelsen mener, at christianitterne bor der ulovligt, fordi de er flyttet ind på fristaden efter Christianialoven i 2004 bestemte, at alle christianitter skal have brugstilladelse til området af Slots- og Ejendomsstyrelsen.
- Beboeren har ikke en sådan tilladelse og opfylder ikke betingelserne for at få en brugstilladelse. Derfor udsætter fogedretten nu med politiets hjælp beboeren samtidig med fjernelsen af den ulovlige tilbygning, siger Slots- og Ejendomsstyrelsens direktør, Carsten Jarlov.
Men retssagens formål er netop at få afklaret Christianias brugsret til området, påpeger Christiania.
Sagen er anlagt mod staten af Christiania, dels i fællesskab og dels på vegne af 723 individuelle christianitter. Christianitterne mener, at de har boet på fristaden i så mange år, at de har vundet hævd på området, og at det derfor var uberettiget, da staten opsagde deres kollektive rettigheder i 2004.
Det er den kollektive retssag, der begynder på mandag. Her forventes dom omkring februar. De individuelle sager skal først forhandles i marts og april næste år.


Læs livedækningen fra Modkraft.dk

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. okt. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland