21 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Dagpengeretten er stadig i fare

Dagpengeretten er stadig i fare

Tirsdag, 04. november, 2008, 00:00:00

Regeringen vil forhandle videre med Dansk Folkeparti, Radikale og Liberal Alliance om en jobplan. Alle er parat til forringelser af optjeningsretten til dagpenge

Efter stærkt pres fra fagbevægelsen og skuddermudder i forhandlingerne med Socialdemokraterne har regeringen måttet opgive planerne om en halvering af dagpengeperioden. Men finansminister Lars Løkke Rasmussen er klar med en plan B: Forligspartnerne bag forårets forringelse af de supplerende dagpenge, den såkaldte jobplan, skal i spil igen.
Dansk Folkepartis finansordfører Kristian Thulesen Dahl udtalte i går i Fyens Stiftstidende, at partiet 'er enig med Jørgen Søndergaard (formanden for regeringens Arbejdsmarkedskommission, red.) i at vi må tage arbejdsudbuddet alvorligt,' og at partiet derfor forhandler med regeringen De Radikale og Liberal Alliance om en Jobplan II
Den nye jobplan kan meget vel komme til at indeholde nogle de øvrige forringelser af dagpengene, som regeringen har lagt op til. Dem har den nye forhandlingskreds nemlig i større eller mindre omfang nikket ja til under den nu kuldsejlede forhandlingsrunde.
Det drejer sig især om at forkorte perioden for genoptjening af retten til dagpenge fra tre til to år, samtidig med at arbejdskravet til genoptjening fordobles fra 26 til 52 uger. Det er forringelser, som Dansk Folkeparti har sagt ja til.
I regeringens planer indgik også skrappere krav til at blive optaget i en a-kasse, en yderligere stramning af rådighedsreglerne, samt at der skal være pligt til aktivering allerede efter seks måneder fra den første arbejdsløshedsdag mod nu ni måneder.
Arbejderen forsøgte i går at få uddybet Kristian Thulesen Dahl udtalelser, men han var hele dagen optaget af forhandlinger om regeringens finanslovsforslag.
Dansk Folkepartis forbehold overfor en kortere dagpengeperiode deles slet ikke af de øvrige partier, som regeringen nu vil forhandle jobplan med, Radikale Venstre og Liberal Alliance. De er begge fortalere for drastiske forringelser af dagpengesystemet, og har under hele forhandlingsforløbet ligget på linje med regeringen

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. nov. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland