21 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Domstolsreform er en fiasko

Domstolsreform er en fiasko

Onsdag, 05. november, 2008, 00:00:00

Kritikken hagler ned over domstolsreformen. Men ingen gider lytte til advokaterne, kritiserer Retspolitisk Forening. Og HK`erne advarer: Vi er for få om for meget

Det var en stor dag for daværende justitsminister Lene Espersen, da Folketinget vedtog retsreformen den 2. juni 2006.
- Jeg vil altid huske dagen i dag, jublede hun dengang til Danmarks Radio. I dag hagler kritikken ned over både politi- og domstolsreformerne.
Ventetiderne på at få en sag for retten er eksploderet. Domstolsstyrelsens tal viser, at der venter 18.000 sager ved landets byretter. Den gennemsnitlige sagslængde er steget fra 67 til 101 dage i straffesager, og fra knap seks til syv måneder i civilsager.
Domstolsreformen nedbragte antallet af retskredse fra 82 til 24. Det betød, at mange især ældre HK`ere ikke flyttede med, da byretterne flyttede til de større byer. Resultatet er mangel på kvalificerede ansatte.
Det får nu formanden for HK Danmarks Domstole, Kate Kengen, til at advare politikerne om, at arbejdet ved domstolene risikerer at gå helt i stå. For hvis politikerne gør alvor af løftet om at ansætte flere HK`ere hos politiet, så går det ud over domstolene, mener hun.
- Hvis vi ikke får løst vores problem omkring for få medarbejdere og for mange opgaver, så vil det hele sande til, og så har vi virkeligt et problem, siger Kate Kengen. Hun opfordrer politikerne til at få problemet løst i forbindelse med finanslovsforhandlingerne.
Ifølge Domstolsreformen skal alle nævningesager nu starte ved Byretten. Men ordningen blev indført, selv om retterne ikke havde lokaler. For eksempel får retten på Frederiksberg først en nævningesal i 2011. Det gør det svært at få sat dato på disse sager.
Bjørn Elmquist, advokat og formand for Retspolitisk Forening, er utilfreds med, at den igangværende revision af retsreformen sker uden at inddrage advokaterne. Det fører kun til 'medvindssnak og rygklapperi', mener han.
- Man bør trække Advokatrådet ind. Som professionelle brugere vil vi om nogen kunne fortælle, hvordan både civile sager og strafferetssager i den grad halter bagefter, siger Bjørn Elmquist. Han efterlyser flere penge i systemet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. nov. 2008 - 00:00   03. sep. 2012 - 18:35

Indland