Lars Løkke Rasmussen bruger 22 milliarder fra Den Sociale Pensionsfond på at sikre staten mod faldende rente Også boligejere med flexlån nyder godt af manøvren
En stor del af landets folkepensionister kommer nu boligejere med flexlån til hjælp ved at investere deres pensioner i obligationer, der skal holde boligejernes renter nede.
Det sker ganske vist ikke med pensionisternes gode vilje. Men finansminister Lars Løkke Rasmussen meddelte mandag, at staten vil bruge 22 milliarder kroner fra Den Sociale Pensionsfond til at købe realkreditobligationer for.
- Det er rent tyveri, siger Knud Johnsen til Arbejderen. Han er en af de pensionister, der har indbetalt til fonden.
Købet af realkreditobligationer skal sikre, at renten på flexlån ikke stiger. Renten fastsættes nemlig efter obligationernes værdi.
- Det er staten, der betaler renteudgifterne i de almene boliger. I en tid med finansiel uro er det derfor hensigtsmæssigt, at staten samtidig investerer en del af Den Sociale Pensionsfonds formue i realkreditobligationer, så renteindtægter og -udgifter i højere grad matcher hinanden, siger Lars Løkke Rasmussen.
Når de almene boligselskaber tager flexlån for at kunne opføre almene boliger, betaler staten, hvis renten stiger. Derfor har finansministeren interesse i at holde renten nede.
Men indgrebet sikrer ikke bare statskassen mod stigende rente. Også de mange boligejere, der har taget flexlån, kan ånde lettet op.
- Der har været en stor bekymring for, om den lave efterspørgsel på realkreditobligationerne ville betyde en højere rente på flexlånene. Men nu smider Den Sociale Pensionsfond jo en betydelig pose penge ind, og det øger efterspørgslen. Allerede i går faldt renten på flexlån næsten en hel procent, og det kommer jo alle boligejere med flexlån til gavn, siger seniorøkonom i Danske Bank, Frank Øland Hansen, til Arbejderen.
Den Sociale Pensionsfond består af penge, som alle arbejdende danskere blev tvunget til at indbetale fra 1971 til 1982. Politikerne lovede dengang, at de renter, fonden kastede af sig, skulle udbetales som tillæg til arbejdernes pension.
Men pengene er aldrig blevet udbetalt, og siden 1996 har politikerne gentagne gange overført penge fra fonden til statskassen.
- De penge er ikke statens ejendom. Det er pensionisternes. Jeg synes, det er en svinestreg, at finansministeren bruger dem på at hjælpe husejerne, frem for at give os en bedre pension. Hvis han vil have penge ind i statskassen, skulle han hellere bremse skattelettelserne, erklærer Knud Johnsen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278