I Ringkøbing-Skjern vil kommunen sende sine ansatte forrest i sundhedskøen - på borgernes regning. Tillidsfolk og opposition raser
Se din nabo springe over i sundhedskøen - og hjælp med at betale hans regning til privathospitalet!
Sådan omtrent lyder tilbuddet fra et flertal i Ringkøbing-Skjern Kommunes økonomiudvalg til kommunens borgere.
Trods protester fra kommunens tillidsfolk har udvalget nemlig besluttet at tilbyde de kommunalt ansatte at tegne en private sygeforsikringer, som de efterfølgende kan trække fra i skat.
- De private forsikringer udhuler det offentlige sundhedssystem på skatteydernes regning. Vi synes ikke det er rimeligt, at kommunen medvirker til den udvikling. Der er jo mange andre borgere, der ikke har råd til selv at tegne sådan en forsikring, siger Grethe Madsen, fællestillidsrepræsentant for FOA SOSU i kommunen, til Arbejderen.
Hun ægrer sig over, at politikerne ikke har fulgt den kritiske indstilling, som hun og resten af de ansattes fællestillidsrepræsentanter i kommunes hoved-samarbejdsudvalg, skrev før ordningen blev vedtaget.
Men indstillingen er en politisk kritik af udviklingen i sundhedsvæsenet, og burde være rettet mod regionerne eller regeringen, mener 1. viceborgmester i Ringkøbing-Skjern, Kent Skaanning fra Venstre.
- Som sundhedssystemet ser ud i dag er den slags tilbud nødvendige for at få medarbejderne hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet, når de bliver syge. Det er en skam, at presset på sundhedsvæsenet er så stort, at man må gå de her veje, men det er jo ikke noget vi har indflydelse på ude i kommunerne, siger Kent Skaanning (V) til Arbejderen.
Siden 2002 har private arbejdsgivere kunnet trække private sundhedsforsikringer til de ansatte fra i skat.
Når kommunerne tilbyder samme frynsegode, foregår det på en lidt anden måde. De kommunalt ansatte skal selv betale for forsikringen, men via et skattefradrag bliver ordningen delvist finansieret af skattekroner. Det betyder også, at dem som betaler topskat får mest ud af fradraget.
Det har fået kommunens socialdemokratiske opposition op af taburetterne.
- Vi vil ikke være med til at understøtte en udvikling der øger opdelingen i et A og B-samfund. Ordningen er med til at forringe hele vores sundhedssystem, fordi den tilgodeser privathospitalerne, der tager dobbelt så meget for deres behandlinger som det offentlige, forklarer Niels Rasmussen (S), som er formand for kommunens sundhedsudvalg, til Arbejderen.
Der er udsigt til at flere kommuner følger i kølvandet på Ringkøbing-Skjern og opretter private sygeforsikringer til deres ansatte næste år.
I Region Hovedstaden har Statsforvaltningen netop afgjort en borgerklage ved at konkludere, at der ikke er juridiske problemer med ordningen.
Alene her vil Fredensborg, Stevns og Taarnby Kommune tilbyde sygeforsikringer efter årsskiftet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278