Det kan blive en dyr omgang, at politikerne i Region Sjælland ikke stillede krav om uddannelse af reddere, da de sendte ambulance-kørslen i udbud
72 redderelever på Sjælland ved ikke, om de kommer til at gøre deres uddannelse færdig.
Det er situationen efter, at regionspolitikerne den 20. oktober besluttede, at det svenske familieforetagende Samariten Ambulans skal overtage størstedelen af ambulancekørslen i region Sjælland, når kontrakten med Falck udløber i 2009.
- Problemet er, at der i regionens udbudsmateriale ikke er taget stilling til, hvad der skal ske med de elever, der allerede er under uddannelse. Ligesom der heller ikke er taget stilling til, hvordan man sikrer ny rekruttering til faget, frem til Samariten overtager ambulancekørslen den 1. september, siger en bekymret Ebbe Vang, landssekretær i Reddernes Landsklub, til Arbejderen.
Tilbuddet fra Samariten har haft afgørende betydning for regionspolitikernes beslutning om at vælge det svenske firma. Prisen var omkring 100 millioner kroner billigere end Falcks tilbud ud fra det samme udbudsmateriale.
Prisforskellen undrer Reddernes Landsklub, der derfor har bedt om, men endnu ikke fået, indsigt i de tilbud, Region Sjælland har modtaget på ambulancekørslen. Alligevel er Ebbe Vang næsten 100 procent sikker på, at Falck har medregnet udgifter til elever i sit tilbud. Falcks presseservice bekræfter over for Arbejderen, at koncernens tilbud inkluderede udgifterne til uddannelse af nye elever.
Billigt tilbud kan blive dyrt
Ebbe Vang bemærker, at det billige tilbud fra Samariten kan gå hen og blive en dyr omgang, fordi Regionen kommer til at stå med ansvaret såvel som regningen for at lukke det hul i rekrutteringen, det mangelfulde udbudsmateriale har skabt.
Der har i mange år manglet uddannede reddere. I 2000 var der kun 88 under uddannnelse. Lige siden har man opgraderet, og Falck alene har indtil nu haft et årligt indtag af elever på 215. Ud over Falck er kun Københavns Brandvæsen godkendt til at have elever. Her er kapaciteten på omkring 30 om året.
Efter at Falck har tabt terræn i Region Sjælland og dele af Region Midtjylland, har koncernen måttet afvise 40-45 elever, der skulle være startet på redderuddannelsen den 1. november.
- Konsekvenserne er lige til. Vi kommer til at mangle ambulancepersonale om nogle år, siger Ebbe Vang.
Det ser ud til, at politikerne i Region Sjælland har erkendt problemet. De har bedt om et møde med Falck for at drøfte elevsituationen.
- Vi vil gerne sikre, at Falck fortsat tager elever ind. Vi har i regionen stor interesse i, at der bliver uddannet tilstrækkeligt med reddere. De eneste, der kan tage elever ind nu, er dem, der har kontrakten, siger Peter Mondrup Braad, chefkonsulent i regionen, til Politiken.
Nye aktører i Midtjylland
Også Region Midtjylland har valgt, hvem der skal køre ambulancer og patienttransporter fra sommeren 2009, når kontrakten med Falck udløber. Opgaven deles mellem tre aktører - svenske Samariten og de to danske selskaber Falck A/S og Responce A/S. Sidstnævnte har aldrig tidligere haft opgaver med ambulancekørsel.
Regionerne Nordjylland, Syddanmark og Hovedstaden har stadig ikke taget beslutning om, hvem der skal stå for opgaven i deres regioner. I Syddanmark er det kun Falck, der har budt på opgaven, og politikerne skal der tage stilling til, om der skal en ny udbudsrunde til. I henholdsvis Hovedstaden og Nordjylland er beslutningen lige om hjørnet.
Kriterierne for valg af aktør bekymrer Ebbe Vang.
- I Hovedstaden vægter økonomien 70 procent, kvalitet 20 procent og leveringssikkerhed 10 procent. I Nordjylland fordeler procenterne sig med 60, 20 og 20, forklarer han.
Med så lav vægt på leveringssikkerheden frygter han for borgernes sikkerhed.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278