Medens boligejere med flexlån - heraf de fleste af regeringens ministre - scorer kassen på regeringens hjælpepakker, får dem med faste lån øget deres gæld
Regeringens indgreb på boligmarkedet har givet de boligejere, der de senere år har sparet mange penge på de lave renter på flexlån, en gevinst på foreløbig 3700 kroner efter skat per million lånte kroner
- Boligejere med fastforrentede lån er helt til grin. De har betalt en præmie for at slippe for en risiko, som nu viser sig ikke at være reel, siger professor i finansiering ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet, Peter Løchte Jørgensen, til Berlingske Business.
En af dem, der scorer kassen på hjælpepakken til flexlånerne, er økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen. Hun har indtil nu reddet sig små 400.000 kroner i sparede renter på sit flexlån i sit hus i Dragør - og får nu via hjælpepakken en ekstra 'boligstøtte' på over 3000 kroner om måneden - efter skat.
Indgrebene forhindrer ikke, at renten på flexlån stiger - kun at de stiger langt mindre end nødvendigt.
De penge, flexlånerne i dag står til at miste i løbet af det næste år på grund af den højere rente, er dog for intet at regne mod den rentegevinst, de i de foregående år har kunnet hente i forhold til boligejere med fastforrentede lån. Ifølge BRF-Kredit vil en husejer, der optog flexlån, da de blev indført i 1997, i dag have sparet over 150.000 kroner per million lånte kroner, i forhold til hvis han/hun havde valgt lån med fast rente.
Alt tydede ved redaktionens slutning i går på, at Nationalbanken ville følge Den Europæiske Centralbank og sætte renten ned med et halvt procentpoint. Det kan betyde endnu billigere lån for flexlånerne, der om få uger skal have nytegnet deres lån.
Der er derimod ikke udsigt til et fald i huslejen for landets lejere. Det sørger det fortsat høje renteniveau i Danmark blandt andet for. Og det høje renteniveau skyldes igen, at der er truffet en politisk beslutning om at holde kronekursen fast overfor euroen.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278