Regionernes udlicitering af ambulancekørslen efterlader et hul i uddannelsen af nye reddere. Ekstra penge eller ændret uddannelsesforløb skal lappe hullet
Udskiftningen af firmaer, der skal overtage ambulancekørslen i regionerne, har efterladt et hul i elevindtaget til redderuddannelsen.
Det må eksempelvis Region Sjælland erkende efter valget af Samariten Ambulans som ny aktør fra 1. september 2009.
Firmaet overtager opgaverne efter Falck, der netop har sagt nej til at starte op med 40-45 nye elever den 1. november, fordi koncernen ikke kan færdiggøre uddannelsen, når den mister ambulancetjenesten i regionen. Omvendt kan Samariten ikke optage elever, fordi de først kan tilbyde praktik, når de starter op.
Regionen har aftalt møde med Falck den 12. november i håb om at finde en løsning på problemet.
- Vi vil tage en uformel drøftelse med Falck og opfordre dem til i resten af deres kontraktperiode at optage elever, så vi undgår et alt for stort hul i uddannelsen af reddere, siger Peter Mondrup Braad, chefkonsulent i Region Sjælland til Arbejderen.
Han medgiver, at Regionen ikke kan forpligte Falck med henvisning til den nuværende kontrakt, men mener det er i alles interesse at få løst problemet.
- Vi har jo sikret os, at Samariten overtager eleverne, når de kommer på banen. Det gælder både i forhold til nye elever og i forhold til at gøre uddannelsen færdig for dem, der er begyndt, inden de starter op, understreger chefkonsulenten.
Han afviser desuden forlydender om, at det kommer til at koste ekstra penge for regionen at få uddanneseshullet stoppet.
Også i Region Midtjylland er der forsøg i gang på at redde den fortsatte rekruttering til faget. Her har firmaet Responce vundet en del af ambulancekørslen.
- Vi er selvfølgelig interesseret i, at læsset ikke vælter for os alle sammen. Det er et samfundsmæssigt problem, siger Michael Sørensen, én af ejerne af Responce, til Politiken.
Firmaet har henvendt sig til Brancheudvalget for Redderuddannelsen og forslået et ændret forløbet i uddannelsen. Ved at fremrykke den teoretiske del af undervisningen, så det meste af den er overstået inden 1. september, giver man de nye firmaer chancen for at komme på banen og overtage elevernes praktiske del.
Responce har opbakning til sit forslag fra EUC Vest, der står for redderuddannelsen. Det er nu op til Brancheudvalget at afgøre, om der kan dispenseres fra den gældende uddannelsesordning.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278