Terrorlovene gav øgede muligheder for brug af civile agenter og afhøring af karaktervidner i terrorsager. Det er dybt problematisk, mener en række jurister

De to terrorlovpakker har ført til øget brug af metoder, som ikke tidligere fandtes i dansk retspleje, eller som kun er blevet brugt meget lidt.
Det gælder blandt andet politiets brug af civile agenter, som for eksempel infiltrerer grupper som politiet finder mistænkelige.
Der findes ingen regler for brugen af civile agenter i terrorsager. Det slås direkte fast i retsplejeloven, forklarede forhenværende landsdommer Jørgen Jochimsen på Retssikkerhedsfondens konference om terrorlovene.
Efter 2002 må PET overvåge mistænkte uden først at få godkendelse fra en domstol. Det gælder også brugen af civile agenter.
Terrorpakkerne fra 2002 og især 2006 udvidede terrorbegrebet drastisk, og gav nye muligheder for at få folk dømt. Det blev strafbart at tilslutte sig grupper, der vil begå terror, samt at hverve og træne af fremtidige terrorister.
Det er ifølge Jørgen Jochimsen dybt problematisk.
- De nye slags terror bliver automatisk omfattet af bestemmelsen om, at agentvirksomhed ikke er lovreguleret, men det nævner Justitsministeriet intet om i lovforslagets bemærkninger, sagde Jørgen Jochimsen.
Han finder lovløsheden på området både uheldig og unødvendig.
- Man kan rejse spørgsmålet, om hvorvidt det er en hensigtsmæssig retstilstand, særligt når anvendelse af agenter i narko- og grove røverisager er lovreguleret.
I narko- og grove røverisager er der helt klare regler for, hvornår der må indsættes civile agenter, hvem der må deltage og hvad de må foretage sig. Disse regler stammer fra 1986, og er især møntet på bekæmpelse af narkotikakriminalitet.
Jørgen Jochimsen mener, at den glidebane vi nu ser for politiets brug af civile agenter skyldes den såkaldte rockerlov i 2003. Den mindskede kravene til politiet på en række vigtige områder.
Det blev tilladt at indsætte civile, hvor det før skulle være civile politifolk. Kravet til mistanke blev lempet. Det samme blev kravet om, at civile agenter kun må bruges, hvis det er den eneste måde at bevise en mistanke.
I terrorsager er man gået skridtet videre og har fjernet kravet om, at der skal være en konkret mistanke. Det mener Jørgen Jochimsen er en dårlig idé.
- Der må være en mistanke. Det vil være en besynderlig situation, at der kan indsættes agenter uden en mistanke om, at der vil blive begået eller forsøgt begået en terrorhandling.

Karaktervidner
Forsvarsadvokat Bjørn Elmquists indlæg på konferencen handlede om den voksende brug af de såkaldte 'karaktervidner' ved danske domstole. Det er sådan nogle man ser i amerikanske tv-serier udtale sig vidt og bredt om den tiltaltes holdninger og handlinger.
I terrorsagen fra Glostrup indkaldte anklageren nogle karaktervidner for at bevise, at de fire tiltalte var blevet 'radikaliserede islamister'. Trods forsvarernes protester tillod Østre Landsret dem at vidne. Forsvarerne fandt det ikke relevant med vidneudsagn fra en række mere eller mindre tilfældige bekendte. For eksempel blev en folkeskolelærer, som havde undervist en af de tiltalte for år tilbage, ført som vidne.
Det interessante er ifølge Bjørn Elmquist, at tre ud af de fire tiltalte efterfølgende blev frifundet.
Efterfølgende blev Bjørn Elmquist af landsretten nægtet at føre en række vidner i terrorsagen fra Vollsmose. Det skete efter afsløringen af, at anklagerens kronvidne mod de tiltalte i sagen reelt var en civil agent, som PET havde aflønnet for at infiltrere gruppen med de tiltalte. Men forsvarerne måtte ikke føre vidner, som kendte til den civile agents fortid.
Bjørn Elmquist efterlyser en afklaring af reglerne for at føre vidner, der optræder som eksperter på den ene eller anden måde i en retssag. Som eksempel nævner han ankesagen i Østre Landsret mod den muslimske hjælpeorganisation al-Aqsa.
- Her var jeg som forsvarer udsat for den ubehagelige oplevelse, at anklagemyndigheden indkaldte tidligere CIA-folk, som nu var private konsulenter, og som skulle forsvare deres vurderinger af Hamas og velgørende organisationer i Mellemøsten, fortalte Bjørn Elmquist.
- Det viste sig, at de blev betalt fyrsteligt for at sidde en dag i landsretten, men da vi ville have advokater fra Menneskerettighedsorganisationer i Israel hertil, viste det sig, at det kunne vi ikke få betalt af samfundet.
Ifølge Bjørn Elmquist bør lovgiverne interessere sig for, hvad folks motiver er for at vidne om andre.
- Vi må have regler for, om det er eksperter, eller folk der kommer for at forsvare deres pengepung og deres rennomé, så de kan komme rundt i andre retssager og score kassen.

Diplomatiske garantier
I øjeblikket arbejder regeringen på at få indført brugen af såkaldte diplomatiske garantier i dansk retspraksis. Det betyder, at man kan udvise en person til hjemlandet, selvom det er kendt for at bruge tortur, blot man får en garanti fra styret på, at vedkommende ikke vil blive udsat for tortur.
Dorrit Ree Akselbo er programkoordinator ved Rehabilitering- og Forskningscentret for Torturofre. Hun finder enhver tale om at bruge diplomatiske garantier for absurd.
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention forbyder Danmark at sende en udlænding tilbage til sit hjemland, hvis den udviste risikerer at blive udsat for tortur eller anden umenneskelig behandling.
Hidtil har Storbritannien, Sverige og Rusland forsøgt sig med brug af diplomatiske garantier - med ringe held. De britiske domstole tøver med at bruge dem. Sverige holdt op, da en udvist egypter alligevel blev tortureret. Det samme skete for de syv, som Rusland udviste til USA.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har set nærmere på brugen af diplomatiske garantier. Den slår fast, at garantien intet værd, hvis ingen kan kontrollere, om den bliver overholdt.
FN`s Torturkomité har også vendt tommelfingeren nedad. Dorrit Ree Akselbo råder derfor den danske regering til i stedet at værne om Danmarks internationale anseelse på torturområdet.
- Vi har været et forbillede i kampen mod tortur. Brugen af diplomatiske garantier vil true vor status som foregangsland, konstaterede hun.