Sygehusansatte i Region Midtjylland vil sætte sundhedspolitik højt på dagsordenen til næste valg. Den lige adgang er truet, mener de
Skal fremtidens sundhedsvæsen være offentligt eller privat?
Det spørgsmål skal øverst på dagsordenen til de kommende valg til regionsråd og Folketing, hvis det står til de fagforbund, der organiserer de ansatte i Region Midtjylland.
Sygeplejersker, læger, portører og andre faggrupper tog udviklingen i det danske sundhedsvæsen under behandling på en konference som deres paraplysamarbejde, Den Regionale Organisationsrepræsentation (DRO), holdt i Viborg torsdag og fredag i sidste uge.
På konferencen tegnede deltagerne et foruroligende billede af udviklingen på baggrund af deres egne erfaringer og diverse oplæg.
- Vores sundhedspolitik er udfordret. Fundamentale værdier er rystet, sagde tidligere sundhedsminister, direktør Arne Rolighed fra Kræftens Bekæmpelse, i sit oplæg på konferencen.
Efter hans mening skal det danske sundhedssystem bygge på lige og fri adgang, faglig suverænitet og regionalt demokrati.
Ikke mindst den lige adgang er under pres, fordi den bliver truet af de sundhedsforsikringer, som mange lønmodtagere får som en del af deres løn, argumenterede Arne Rolighed.
- Forsikringerne giver de, der er på arbejdsmarkedet, en fortrinsstilling i forhold til pensionister, arbejdsløse og andre, der står udenfor, fastslog han.
John Hansen, der er formand for 3F Rymarken i Århus, kender dilemmaet med sundhedsforsikringer fra lokale forhandlinger, hvor de tit ender med at være en del af lønpakken.
Ifølge John Hansen er løsningen at fjerne den dobbelte skattebegunstigelse af forsikringerne, som betyder, at virksomhederne først trækker udgiften til forsikringerne fra, og de ansatte siden slipper for at betale skat af frynsegodet.
Det socialdemokratiske regionsrådsmedlem Anders Kühnau præsenterede sin underskriftsindsamling lighedisundhed.dk under debatten.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278