Regeringen vil i ekspresfart have vedtaget en særlov, som skærper forholdene for udlændinge på tålt ophold. Advokat i tunesersag undrer sig
Udlændinge, som er i Danmark på såkaldt tålt ophold, skal tvinges til at opholde sig i Sandholmlejren og melde sig til politiet hver eneste dag.
Det bliver indholdet af et lovforslag, som regeringen vil have vedtaget i ekspresfart på krav fra Dansk Folkeparti, som ellers ikke ville være med til at forhandle finanslov.
Baggrunden for stramningen er oplysninger i BT om, at den ene af de to tunesere, som PET mistænker for at ville myrde tegneren Kurt Westergaard, er blevet set i Århus. Tuneseren, som nægter sig skyldig i mordplanerne, har fået tålt ophold i Danmark, fordi han ikke kan udvises til Tunesien, som er kendt for at bruge tortur. Manden har kone og to små børn i Århus.
Tuneserens advokat Frank Wenzel undrer sig over alt postyret.
- Manden er ikke dømt for noget. Han er vurderet til fare for statens sikkerhed af PET, og det er noget andet. Så hvorfor afventer regeringen ikke resultatet af det kulegravningsudvalg, som det selv har nedsat, siger Frank Wenzel til Arbejderen
Et udvalg, der blev nedsat i april, skal se på, om man kan udvise terrormistænkte udlændinge uden en retssag. Udvalget skal være færdig med sit arbejde den 1. februar.
Hos Amnesty International undrer jurist Claus Juul sig over, at regeringen vil skærpe reglerne om meldepligten. Politiet kan allerede i dag forlange, at folk melder sig hver dag i Sandholmlejren.
- Man kunne få den tanke, at man ønsker at få det til at støje det mest muligt, for realiteten er, at det behøver man ikke at ændre lovgivningen for, siger han til Arbejderen.
Venstres politiske ordfører Inger Støjberg ser intet problem i, at regeringen overhaler kulegravningsudvalgets arbejde.
- Jeg er helt sikker på, at integrationsministeren tager skyldigt hensyn til de ting, der allerede ligger, siger hun til Arbejderen.
Inger Støjberg er heller ikke bekymret over, at sagen aldrig er kommet for en dommer.
- Jeg henholder mig fuldstændig til PET og politiets vurderinger i sagen, siger hun.
Lige nu tygger Højesteret på, om by- og landsrettens vurderinger af PET`s materiale lever op til kravene om domstolskontrol. Tuneseren har siddet i fængsel i otte måneder inden han fik tålt ophold. Der falder dom i sagen mandag den 17. november klokken 12.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278